Skæbnekampe fik Ikast til effektuere fyring

7. NOV 2025 • 12:27SPORT

Kort efter afklapsningen mod Esbjerg fyrede Ikast træneren. Direktør forstår godt, at det kan virke voldsomt.

Ikast Håndbold fik torsdag aften bank med 13 mål i egen hule mod Team Esbjerg, og lidt mere end en time senere var cheftræner Søren Hansen fortid i klubben.

Det lyder som sydeuropæiske tilstande, og direktør Daniel Grønhøj forstår godt, hvis man lige løftede et øjenbryn i de sene aftentimer.

- Jeg kan godt følge, at det virker voldsomt. Vi spiller en ekstrem vigtig Champions League-kamp søndag. Hvornår gør man det så? Vi kan ikke lave om på kampen mod Esbjerg, men vi skal stå stærkest muligt mod Podravka.

Kigger man på Ikasts kampprogram, kunne det ellers synes mere oplagt at give Søren Hansen de næste tre kampe, hvorefter der venter halvanden måneds pause, hvor man kunne evaluere efteråret.

Men ifølge Ikast-direktøren handler fyringen om at give de bedst mulige forudsætninger for at præstere i de næste kampe, der er to i Champions League mod Podravka og en ligakamp i Viborg.

- Vi tror, at det er bedst for Ikast Håndbold, at vi gjorde det torsdag. I den perfekte verden havde vi haft en uge til næste kamp, så der ikke havde været helt samme tidspres på, siger Daniel Grønhøj.

Direktøren understreger, at beslutningen om at sige farvel til Søren Hansen ikke kun blev taget på baggrund af afklapsningen mod Esbjerg.

- Så sent som i starten af ugen gik vi alle kampene igennem. Senest vandt vi en vigtig pokalkamp i København, hvor vi i første halvleg var bagud med otte. Alt respekt for København så er det en kamp, vi burde vinde relativt sikkert.

- Det er ikke noget, der er truffet direkte ud fra kampen mod Esbjerg, men én kamp skulle være den sidste, siger direktøren.

Han fremhæver blandt andet også kampe i efteråret mod Horsens og Silkeborg, hvor det helt til det sidste kvarter har været helt lige.

- Vi synes, at vi har et hold, der burde kunne levere bedre. Vi føler ikke den spillemæssige udvikling i efteråret har været, som vi håbede og synes, at den skulle være.

I første omgang er det assistent Claus Mogensen, der overtager. Han har cheftrænererfaring, men det har ikke fremskyndet fyringen, at man havde en mand i kulissen med de evner, siger Daniel Grønhøj, der samtidig er klar over, at Mogensen har været en del af den utilfredsstillende udvikling.

- Jeg synes, at der er en forskel på at være assistent og være den, der styrer kampene og tager beslutningen om taktik og udskiftninger.

- Man kan sætte sit præg markant mere på det ved at være cheftræner. Jeg tror ikke på, at der er to trænere, der er ens. Så selvfølgelig tror jeg på, at der vil være nogle ændringer.

Om Claus Mogensen bliver den permanente løsning, ved Ikast-direktøren ikke.

- Lige nu handler det først og fremmest om at komme godt igennem de tre kampe, inden vi har mere ro på til at sætte os ned og se på tingene. Så skal vi finde ud af, hvad der er bedst for Ikast Håndbold resten af sæsonen.

- Men vi håber selvfølgelig på, at denne beslutning har en effekt, og vi kan levere nogle bedre præstationer i de næste kampe, lyder det fra Daniel Grønhøj.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT