Flere tog vil være kortere end normalt efter problemer på Sjælland
DSB har prioriteret at køre så mange afgange som muligt. Det medfører kortere tog, siger informationschef.
Både torsdag og fredag vil flere togafgange på Sjælland have et færre antal vogne end normalt.De kortere tog er en konsekvens af, at over 30 tog blev beskadiget tirsdag, da to køreledninger blev revet ned og indstillede stort set al togdrift øst for Odense.
Det fortæller Tony Bispeskov, som er informationschef i DSB, til Ritzau.
- Den prioritering, vi har gjort, er, at vi forsøger at gennemføre så mange afgange som overhovedet muligt, med det antal togsæt vi nu har, siger han.
- Men enkelte tog vil så være kortere, end kunderne normalt oplever. Vi er opmærksomme på, at det selvfølgelig ikke er den samme komfort, men vi arbejder på, at få de resterende togsæt færdige, så vi igen kan køre efter den normale køreplan.
Tony Bispeskov kan ikke uddybe, hvilke togafgange der præcis vil blive ramte af færre vogne. Men det gælder primært regionaltog på Sjælland.
Informationschefen opfordrer til, at man køber en pladsbillet, hvis man vil være sikker på at sidde ned i toget.
Tirsdag faldt en køreledning først ned over en strækning på 400 meter mellem Ringsted og Køge Nord. Senere på dagen lød det så, at endnu en køreledning var faldet ned ved Københavns Hovedbanegård.
De nedrevne køreledninger formodes ifølge Banedanmark at hænge sammen med en fejl på et kørestrømsanlæg på Sydvestsjælland.
Samlet er 38 tog blevet beskadiget som følge af hændelsen.
- Vi er stadig i gang med at reparere nogle af de her togsæt. Nogle af dem har meget store skader, som tager flere dage at udbedre, og derfor er vi ikke i stand til at få alle beskadigede togsæt tilbage på fredag, siger Tony Bispeskov.
Han understreger, at man endnu ikke har det fulde overblik.
Onsdag kørte omkring halvdelen af togdriften som normalt, mens den torsdag kører med omkring 80 procent.
Der kører torsdag færre tog mellem Helsingør og København, Holbæk og København og på strækningen mellem Næstved, Ringsted og København.
- Vi går ikke ind og piller afgange fra et sted, hvor kunderne ikke har rimelige alternativer. Det er en blanding af at tilgodese kunder og få det til at hænge sammen rent materielt, siger Tony Bispeskov.
Togdriften ventes at være normal fredag - hvis man ikke medregner de kortere tog.
Ifølge DSB blev over 10.000 personer berørt af tirsdagens forsinkelser. Og over 6000 har allerede henvendt sig i forhold til rejsegaranti.
- Vi opfordrer selvfølgelig til, at man er opmærksom på rejsegarantien. Vi skal nok sørge for at udbetale rejsegarantien i forhold til de regler, der gælder, siger Tony Bispeskov.
Intercitytog og lyntog kører som normalt. Det samme gælder for togene i resten af landet.
/ritzau/
