Rusland: Dødeligt angreb var rettet mod Ukraines missilfabrikker

16. APR 2026 • 13:07UDLAND

Mindst 16 personer meldes dræbt i russiske angreb på Kyiv, Odessa og Dnipro natten til torsdag.

Ruslands angreb på Ukraine natten til torsdag var rettet mod missil- og dronefabrikker i landet samt energifaciliteter, som forsyner Ukraines militær.

Det meddeler det russiske forsvarsministerium ifølge Reuters.

Det russiske angreb kostede ifølge de ukrainske myndigheder mindst 16 personer livet i den ukrainske hovedstad, Kyiv, og i byerne Odessa og Dnipro.

Ifølge Ukraine er der dermed tale om det dødeligste angreb på landet indtil videre siden årsskiftet.

Ruslands forsvarsministerium meddeler, at angrebet på Ukraine blev udført som gengældelse for ukrainske angreb mod civile mål i Rusland.

Et ukrainsk droneangreb på havnebyen Tuapse, der ligger ud til Sortehavet, har torsdag dræbt to personer, såret yderligere syv og antændt en brand, oplyste russiske myndigheder tidligere.

Det fremgår ikke umiddelbart, om Rusland erkender, at landet selv har ramt civile mål i Ukraine i det seneste angreb.

Ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har Rusland sendt næsten 700 droner og 19 ballistiske missiler foruden et ukendt antal krydsermissiler ind over Ukraine det seneste døgn.

Det skriver han på det sociale medie X.

- De fleste ballistiske missiler ramte Kyiv. 636 droner og nogle af missilerne blev skudt ned. Desværre ikke alle. Der var nedslag og skete skade på almindelige beboelsesejendomme.

- Desværre er der dræbte og sårede i Odesa, Kyiv og Dnipro, skriver Zelenskyj.

Præsidenten understreger samtidig, at omverdenens sanktioner mod Rusland ikke må hæves.

- Endnu en nat har bevist, at Rusland ikke fortjener en lempelse af den globale politik eller ophævelse af sanktioner, skriver Zelenskyj.

Foruden angrebet på havnebyen Tuapse anklages Ukraine torsdag for at have angrebet et olietankskib, der sejlede under Liberias flag i Sortehavet. Russiske myndigheder siger, at skibets tyrkiske kaptajn blev såret.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT