Flere fremmødte fejrer dronning Margrethe med flag
Dronning Margrethe var i selskab med kongeparret og sin søster, da hun torsdag overværede en mindre koncert.
Flere danskere er torsdag mødt op med flag ved Fredensborg Slot for at fejre dronning Margrethes 86-års fødselsdag.Det viser billeder fra stedet.
Dronningen smilede og vinkede, da hun torsdag middag trådte ud på slottets hovedtrappe for at overvære en mindre koncert af Den Kongelige Livgardes Musikkorps i forbindelse med sin fødselsdag.
Hun var i selskab med kongeparret og sin søster dronning Anne-Marie.
Ifølge TV 2 News vil der efterfølgende være en lille privat fødselsdagsfrokost.
Inden musikken begyndte, udråbte kong Frederik et nifoldigt hurra for Danmark.
På forhånd var borgere inviteret til at stille op i Indre Slotsgård ved Fredensborg Slot for at fejre dronningen.
Koncerten fandt sted klokken 12.00 i forbindelse med vagtskiftet.
Det er en tradition, at dronningen fejres med musik af Den Kongelige Livgardes Musikkorps, når hun har fødselsdag.
De senere år er musikken dog blevet aflyst flere gange.
Det skete blandt andet i 2020, da dronning Margrethe fyldte 80 år.
Her blev en række begivenheder i forbindelse med dronningens runde fødselsdag aflyst på grund af coronapandemien.
Året efter blev fejringen ligeledes aflyst - igen på grund af pandemien.
I 2024 valgte kongehuset at nedtone dronning Margrethes fødselsdag, da Børsen i København brød i brand samme dag.
Torsdagens fejring af dronning Margrethe er samtidig første gang, at dronning Mary offentligt viser sig, siden hendes far, John Dalgleish Donaldson, er gået bort.
Det skete i lørdags, efter at han i længere tid var "tiltagende mærket af sin alder".
Han døde i byen Hobart på dronning Marys fødeø, Tasmanien, i en alder af 84 år.
- Mit hjerte er tungt, og mine tanker er grå. Min elskede far er død.
- Men jeg ved, at når sorgen lægger sig, vil minderne lyse op, og det, der vil stå allerstærkest tilbage, er kærligheden og taknemmeligheden for alt, han gav mig og lærte mig, har dronning Mary udtalt i en meddelelse.
/ritzau/
