En dansker har været om bord på krydstogtskib med hantavirus

7. MAJ 2026 • 13:12INDLAND/KRIMINAL

En dansker er i selvisolation i Danmark efter at have været om bord på skib med virus, oplyser styrelse.

En dansker har været om bord på krydstogtskibet "Hondius", men stod af 24. april på øen Sankt Helena.

Det oplyser operatøren af skibet, Oceanwide Expeditions.

Oceanwide Expeditions har delt en liste over nationaliteten på 30 passagerer, som stod af på Sankt Helena, før det første tilfælde af hantavirus om bord på skibet blev bekræftet 4. maj.

Alle passagerer, som stod af på Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav, er blevet kontaktet af Oceanwide Expeditions, lyder det.

Styrelsen for Patientsikkerhed skriver i en pressemeddelelse, at den er i kontakt med en dansker, som har været om bord på skibet.

Vedkommende er i selvisolation i Danmark og har ikke symptomer på sygdommen, lyder det.

- Det er Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering, at risikoen for, at personen skulle blive syg med hantavirus, er lille, men følger situationen nøje og er i løbende kontakt med den pågældende person, skriver styrelsen.

Personen kom tilbage til Danmark i slutningen af april.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed har vedkommende ikke været i tæt kontakt med nogen af de personer om bord på skibet, der senere er blevet syge.

De 30 personer, som stod af krydstogtskibet på Sankt Helena, tilhører ifølge Oceanwide Expeditions mindst 12 forskellige nationaliteter. To personers nationalitet kendes ikke.

Ud over en dansker er der blandt andet seks amerikanere og syv briter blandt de 30 personer.

Oceanwide Expeditions skriver, at der er tæt kontakt med lokale og internationale myndigheder, herunder Verdenssundhedsorganisationen, WHO, de hollandske sundhedsmyndigheder og relevante ambassader.

Operatøren arbejder på at fremskaffe information om passagerer og besætning, som er stået på eller af på forskellige stop fra 20. marts og frem, lyder det.

Krydstogtskibet sejlede 1. april fra Ushuaia i det sydlige Argentina mod nord i Atlanterhavet.

Den 6. april blev en 70-årig hollandsk mand syg om bord på skibet. Fem dage senere døde han.

Efterfølgende blev hans hustru, en 69-årige kvinde, utilpas og gik i land.

Hun gik lige som den danske passager i land på Sankt Helena, som er en britisk ø i Atlanterhavet mellem Sydamerika og Afrika.

Den 69-årige kvinde fløj herefter til Sydafrika, hvor hun 26. april døde på et hospital i Johannesburg.

Det blev efterfølgende konstateret, at både manden og kvinden havde hantavirus.

Siden fik en tysk kvinde symptomer. Hun døde 2. maj om bord på skibet.

Passagerer, som har udviklet symptomer, er blevet evakueret fra skibet, og ifølge Oceanwide Expeditions har ingen af de tilbageværende passagerer symptomer.

Krydstogtskibet er i øjeblikket på vej mod den kanariske ø Tenerife, hvorfra passagererne vil blive fløjet til deres hjemlande.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT