Der er pæne bedømmelser til filmatiseringen af Søren Sveistrups krimi "Tælle til en, tælle til to".
Anmelderne er begejstrede for anden sæson af thrillerserien "Kastanjemanden", der med undertitlen "Tælle til en, tælle til to" har premiere på streamingtjenesten Netflix torsdag.B.T.'s anmelder, Kristian Dam Nygaard, fremhæver blandt andet skuespilpræstationerne.
- Én af seriens nye ansigter, som jeg ikke vil afsløre her, kan derudover ikke roses nok. Her er simpelthen tale om et karrierepeak, lyder vurderingen fra avisen, der kvitterer med fem ud af seks stjerner.
- Vedkommende har en central rolle, da serien undervejs pludselig skifter gear med en højspændt, neglebidende sekvens, der er noget af det vildeste, jeg har set i dansk tv.
Også Politiken giver "Tælle til en, tælle til to" fem ud af seks. Ifølge anmelder Henrik Palle er serien "mere end almindeligt velfungerende", og "man suges fra starten ind i universet".
Anden sæson tager sin begyndelse, da en kvinde meldes savnet.
Politiet finder ud af, at hun har været udsat for stalking.
Billederne og videoerne har gerningsmanden sendt til kvinden sammen med en tælleremse. Da kvinden findes dræbt, trækker mordet tråde til en uopklaret drabssag to år tidligere.
"Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to" er filmatiseringen af Søren Sveistrups krimi "Tælle til en, tælle til to" fra 2024.
Søren Sveistrups debutroman, "Kastanjemanden", blev filmatiseret i 2021 og havde Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard i rollerne som efterforskerne Naia Thulin og Mark Hess.
De genoptager rollerne i "Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to".
Ifølge Filmmagasinet Ekko udstråler Danica Curcic "varme og ihærdig professionalisme i rollen som fortravlet alenemor med en teenagedatter, der higer efter en ny familiestruktur".
Mikkel Boe Følsgaard er "perfekt som den indesluttede arbejdsnarkoman Mark, der altid må flygte, når de svære følelser kommer for tæt på".
- Visse steder glider genkendeligheden over i forudsigelighed. Indtil den ikke gør det, skriver anmelder Anders Vedby Jørgensen og giver fire ud af seks stjerner.
- For midt i sæsonen indtræffer en uventet og modig drejning som følge af en mesterligt orkestreret sekvens, der er noget af det mest neglebidende, jeg kan huske at have set i en dansk produktion.
/ritzau/