Pussy Riot kalder Ruslands deltagelse i international kunstbegivenhed i Italien for "hybrid krigsførelse".
Ruslands deltagelse i årets Venedig Biennale er i den seneste tid blevet kritiseret vidt og bredt, og onsdag sluttede den feministiske aktivistgruppe Pussy Riot sig til koret.Sammen med den ukrainske, feministiske Femen-bevægelse troppede de op ved den russiske pavillon ved den internationale kunstbegivenhed og affyrede røgblus i pink, blå og gul.
"Rusland dræber, Biennalen udstiller", lød et af kampråbene ifølge BBC.
Nogle havde ansigterne dækket af lyserøde balaclavaer, og andre havde skrevet "blod er Ruslands kunst" på deres kroppe.
- De drikker vodka og champagne i deres pavillon, gennemvædet af ukrainske børns blod, sagde Nadezjda Tolokonnikova fra Pussy Riot under demonstrationen til BBC.
Hun mener, at Ruslands forsøg på at vende tilbage til Biennalen er en del af landets hybridkrigsførelse.
- Det handler ikke kun om kampvogne og droner, mord og voldtægt i Ukraine. Det handler også om kultur, kunst, sprog, sagde hun til mediet og tilføjede:
- Det er den måde, Rusland forsøger at erobre Vesten på, og I har bare åbnet dørene for dem.
Forud for Venedig Biennalens officielle åbning søndag har den internationale kunstbegivenhed de seneste dage været åben for en forhåndsvisning til kunstverdenens prominente personer og pressen, og det var i den anledning, at aktionen onsdag fandt sted.
Biennalens jury trådte i sidste uge tilbage og sagde, at de ikke ville uddele priser til lande ledet af personer, der er omfattet af arrestordrer udstedt af Den Internationale Straffedomstol (ICC) med henvisning til Rusland og Israel, skriver AFP.
Derudover har EU-Kommissionen sendt et brev til arrangørerne bag den internationale kunstbegivenhed Venedig Biennalen og informeret om, at EU har planer om at trække støtten til begivenheden.
Biennalens præsident, Pietrangelo Buttafuoco, har tidligere forsvaret Ruslands deltagelse.
Onsdag sagde han ifølge AFP, at arrangørerne "ikke kan boykotte som en automatisk reaktion".
- Hvis Biennalen begyndte at udvælge ikke værker, men tilhørsforhold, ikke visioner, men pas, ville den ophøre med at være det, den altid har været, stedet hvor verden mødes. Og endnu mere når verden er splittet, sagde han.
/ritzau/