Ekstraordinært mange kaniner er i år blevet efterladt
423 kæledyr er i første halvdel af 2024 blevet efterladt. Et alt for højt tal, mener Dyrenes Beskyttelse.
Hvert år efterlades en række kæledyr alene på forskellige steder, når ejerne ikke længere vil have dem, og i årets første seks måneder er det i høj grad gået ud over kaniner.44 kæledyrskaniner blev overladt til en uvis skæbne i første halvår af 2024, oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
I samme periode i 2023 var det 33 kaniner, som blev udsat for det, der betegnes som dumping.
I alt tog Dyrenes Beskyttelse sig af 423 dumpede kæledyr i årets første seks måneder, herunder over 300 katte og killinger. Samme periode sidste år var tallet dog højere, 458.
Trods faldet er det aktuelle antal dumpede dyr alt for højt, for det kan være livsfarligt for dyrene at blive efterladt, siger Karina Fisker, internatchef hos Dyrenes Beskyttelse.
- Det alvorlige er jo, at de bliver efterladt til en skæbne, hvor man ikke kan vide, hvad slutresultatet bliver. De kan være dehydrerede og overophedede, og så kan de være svære at redde, siger hun til Ritzau.
Karina Fisker har ikke kendskab til, at nogen af de 423 fundne dyr er døde i år. Det skyldes primært, at sommeren ikke har været særlig varm.
Som regel topper tallene for efterladte kæledyr i juli, august og september, så der kan være mange flere efterladte dyr på vej.
Det er hyppigt dyremødre med unge eller enlige dyreunger, som bliver efterladt. Det er særligt farligt for ungerne, da de er sarte og let kan dø, hvis de ikke får noget at spise og drikke.
De mange efterladte dyr presser desuden internaterne, hvor der er helt fyldt op på eksempelvis kaniner.
Alligevel er det her, man skal henvende sig i stedet for at efterlade dyrene alene, siger Karina Fisker.
En del dyr efterlades tæt ved internaterne, og her er der større chance for at finde dem.
Men når et dyr efterlades her, og ejeren er ukendt, er det dog internatet, der står tilbage med regningerne til vacciner og dyrlæge, og det kalder Karina Fisker "usolidarisk og tarveligt".
Karina Fisker mener desuden, der er et stort mørketal.
- Der er nok ingen tvivl om, at der også bliver sat nogle kaniner af i skove og så videre, hvor der ikke kommer mennesker hver dag.
/ritzau/