Efter kæbetyveri: Lovligt salg af hvaltænder kræver særligt certifikat

10. FEB 2026 • 16:29INDLAND/KRIMINAL

I weekenden blev en hvalkæbe stjålet, men det er svært at sælge tænderne i Danmark uden bestemt certifikat.

Stjålne hvaltænder vil ikke kunne sælges på officielle auktioner, for det kræver et bestemt stykke papir.

Spørgsmålet er blevet aktuelt, fordi et stykke kæbe fra en strandet kaskelothval ud for Blåvandshuk nær Esbjerg blev stjålet i weekenden.

Det vides ikke, hvem der har stjålet kæbepartiet, eller om det skyldes et ønske om at få fat i tænderne. Politiet har indledt en efterforskning af tyveriet.

Hos auktionshuset Lauritz.com har de af og til hvaltænder, også fra kaskelothvaler, til salg.

Det fortæller Casper Reifenberg, der er ansvarlig for natur, jagt og våben hos auktionshuset.

Tænderne sælges typisk for omkring 1000 kroner - forudsat at der er et gyldigt Cites-certifikat på.

- Selvfølgelig kan nogle finde på at prøve at lave falske certifikater, men det er ret vanskeligt, for der er en masse stempler og underskrifter på. Jeg har aldrig oplevet, at nogen har forfalsket et certifikat.

- Dem, der ligger inde med tænderne nu, får vanskeligt ved at komme af med dem. Selvfølgelig er det frit for alle på ulovlig vis at sætte det til salg på nettet, men det kan også være nemt at opdage, forklarer han.

For at beskytte truede arter over hele verden er der internationale regler (Cites-konventionen) for, hvad man må købe og sælge samt importere og eksportere.

Dermed skal man søge om et Cites-certifikat hos de danske myndigheder for at kunne sælge en hvaltand.

Sådan har det ikke altid været. I Danmark har konventionen været gældende siden 1977.

- De fleste af de tænder, der kommer ind, er forholdsvis gamle ting, som folk har taget med fra rejser i Grønland og fået et certifikat på i Danmark.

- Nogle har haft dem liggende, fra før man skulle have certifikat på, men så har de ansøgt om at få et certifikat, for de må ikke sælge det uden, forklarer Casper Reifenberg.

Man kan søge et certifikat i dag på en gammel tand, men man skal kunne bevise, at den er erhvervet lovligt. Det kan være via gamle importpapirer.

Cites-reglerne betyder også, at man skal være omhyggelig med at købe for eksempel hvaltænder eller udstoppede dyr på nettet.

Man skal tjekke, om det er omfattet af Cites, og dernæst hvor sælger befinder sig i verden.

Casper Reifenberg forklarer, at hvaltænder for nogle er et samleobjekt og et trofæ, men at de for nogle også har en vis "display-værdi".

- Det er en smuk tand at have stående, så nogle har en eller to stående i den almindelige indretning. Så både som samleobjekt og som udsmykning, fortæller han og tilføjer, at kaskelottænder ikke er meget sjældne.

- Vi har fået rigtig mange tænder fra Grønland til Danmark gennem tiden, og vi sælger dem jævnligt.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT