Metroen kører igen i København efter teknisk fejl
Metroen kører torsdag eftermiddag igen, efter at en teknisk fejl stoppede driften fra centrum til Vanløse.
Der kører igen metrotog fra centrum til Vanløse, efter at en teknisk fejl stoppede driften torsdag eftermiddag.Det fortæller Morten Svan, som er presse- og kommunikationskoordinator hos Metro Service, kort efter klokken 17.
- Der er selvfølgelig rigtig mange passagerer lige nu, så vi kører ikke helt normal drift endnu, fordi vi holder en lille smule længere på perronerne for at få alle folk ind og ud af togene, siger han.
Tidligere lød det, at en teknisk fejl havde stoppet driften fra Christianshavn til Vanløse på linjerne M1 og M2. Det skete lidt før klokken 15.30.
Det er Metro Service, som driver Københavns Metro.
Metrolinjerne M1 og M2 går mellem henholdsvis Vanløse og Vestamager og Vanløse og Københavns Lufthavn.
Togdriften på M3, som også kaldes Cityringen, og M4, som kører mellem København Syd og Orientkaj i Nordhavn, har ikke været påvirket torsdag.
Pendlere og andre, som benytter sig af den offentlige transport, har de seneste dage været ramt af usædvanligt mange togaflysninger og -forsinkelser.
Tirsdag førte to nedrevne køreledninger til, at stort set alle tog på Sjælland holdt stille. S-togene var ikke påvirket.
Banedanmark, som er ansvarlig for at drive det danske jernbanenet, meddelte onsdag formiddag, at fejlen var udbedret, og at togtrafikken dermed kunne sættes i gang.
Men under tirsdagens hændelse blev over 30 af DSB's togsæt beskadiget. De har dermed skullet på værksted for at blive repareret, før de igen kan indgå i driften.
Derfor forventer DSB først at være tilbage i fuld togdrift på Sjælland fra fredag morgen.
Det betyder, at rejsende torsdag kan opleve, at der kører færre tog på visse strækninger end normalt.
/ritzau/
