ICE-betjent anklaget for at rette pistol mod hovederne på civile
Betjenten rettede sit tjenestevåben mod to personer i en bil, da han kørte i nødsporet på motorvej, lyder det.
En betjent fra immigrationsmyndigheden ICE i USA er blevet anklaget for grov vold med et farligt våben.Det siger en anklager i den amerikanske delstat Minnesota ifølge NBC News.
Betjenten er anklaget for at have rettet en pistol mod hovederne på to civile i en bil tilbage i februar, lyder det fra anklager Mary Moriarty fra amtet Hennepin.
Det er ifølge NBC News den første sag, hvor en ICE-betjent bliver retsforfulgt i forbindelse en større indsats mod ulovlige migranter i Minnesota tidligere på året, som trak national opmærksomhed.
Der er udstedt en arrestordre på ICE-betjenten, skriver NBC News.
ICE hører under USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, Department of Homeland Security. Ministeriet har ikke kommenteret sagen over for NBC News.
Den anklagede ICE-betjent kørte 5. februar i en SUV, da han trak op på siden af et andet køretøj.
Her "rettede han sit tjenestevåben direkte mod begge ofre, mens han fortsatte med ulovligt at køre i nødsporet" på en motorvej, siger anklageren i amtet Hennepin.
- For en føderal betjent mener vi, at det at køre ulovligt i nødsporet, trække op på siden af en bil og rette en pistol mod hovederne på to borgere, som ikke foretog sig noget, ligger langt uden for rammerne af deres beføjelser, siger anklager Mary Moriarty ifølge NBC News.
Ifølge anklageren blev den omtalte ICE-betjent afhørt dagen efter hændelsen, hvor han indrømmede at have trukket tjenestevåbnet.
USA's præsident Donald Trumps administration indledte i december sidste år en større operation med navnet "Operation Metro Surge" i delstaten Minnesota.
Det var en fælles indsats mellem immigrationsmyndigheden ICE og det føderale grænsepoliti (CBP) med det formål at pågribe ulovlige migranter i USA og udvise dem.
Trump-administrationen sendte tusindvis af føderale betjente til Minnesota som led i operationen.
Indsatsen førte til adskillige voldsomme razziaer, og to amerikanske statsborgere blev i januar dræbt i byen Minneapolis. En 37-årig kvinde blev dræbt af ICE, mens en 37-årig mand blev dræbt af grænsepolitiet.
Drabene udløste massiv vrede og store demonstrationer over hele landet.
Trump-administrationens grænsechef, Tom Homan, meddelte i februar, at indsatsen i Minnesota blev afviklet, og at den havde ført til tusindvis af anholdelser.
/ritzau/
