Andelen af kvindelige topchefer har taget et skridt tilbage

26. FEB 2026 • 07:07INDLAND/KRIMINAL

Andel af kvindelige direktører i den private sektor er steget, mens administrerende direktører er faldet.

Mænd er fortsat overrepræsenterede blandt både direktører og administrerende direktører i den private sektor.

Samtidigt er andelen af kvindelige administrerende direktører faldet med et procentpoint fra 2025 til 2026 og udgør nu 17 procent af administrerende direktører.

Det viser tænketanken Equalis' årlige Diversitetsbarometer, der monitorerer ligestillingen på det samlede danske arbejdsmarked.

Dog hvis man kigger på kvindelige direktører, er udviklingen gået den anden vej.

Her er der kommet flere kvinder til i direktørstolene. Andelen af kvindelige direktører er siden sidste års måling steget med et procentpoint fra 25 procent til 26 procent.

I den offentlige sektor ses for første gang siden det første Diversitetsbarometer, der blev udgivet i 2023, en tilbagegang.

Andelen af kvinder i øverste ledelse er siden da faldet med fem procentpoint til 42 procent.

Diversitetsbarometeret tager temperaturen på ligestillingen på 22 områder.

På tre af de områder ses en fremgang mod mere ligestilling sidste år.

Det gælder en reduktion i forskellene mellem mænds og kvinders startløn og nettoformuer samt det faktum, at mænd tager mere barsel.

Samtidig ses en udvikling mod mindre ligestilling på fem områder.

Det gælder en øget forskel i, hvilke køn der hyppigst udsættes for arbejdsulykker, en øget forskel i mænds og kvinders arbejdstid, deres disponible indkomst og deres erhvervsindkomst, samt at kønsfordelingen blandt topledere i den offentlige sektor er blevet mere skæv.

- Kort fortalt er der tale om stilstand på et skævt udgangspunkt, siger Gine Maltha Kampmann, der er administrerende direktør i Equalis, i en pressemeddelelse.

På resten af de 22 målinger er udsvingene "bittesmå", lyder det.

Nina Smith, der er professor i økonomi og forperson i tænketankens rådgivende udvalg, ser et tabt potentiale i den manglende fremgang.

- Den manglende udvikling i andelen af kvindelige topledere viser et tabt talentpotentiale i en tid, hvor det danske erhvervsliv har allermest brug for at skabe morgendagens innovation. Et faktum, der kalder på hurtig og effektiv forandring, siger hun i meddelelsen.

Gine Maltha Kampmann pointerer dog, at der ikke findes hurtige løsninger på de problemer, som hun ser i barometeret.

- At få udnyttet alt talent på det danske arbejdsmarked er en kompleks problemstilling med lige så komplekse og mangefacetterede svar.

Dog har hun noteret sig, at flere danske virksomheder arbejder aktivt med diversitet og ligestilling - og det er en del af vejen frem.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT