Vestegnen får et nyt lokalmedie efter lukning af fire ugeaviser
Rødovre, Albertslund, Brøndby, Glostrup, Vallensbæk og Ishøj får et nyt lokalmedie med netavis og trykt avis.
Den københavnske Vestegn får en ny lokalavis, efter at Sjællandske Medier har meddelt, at fire ugeaviser bliver lukket.Det er mediehuset Kickoff Media, som ellers har været fokuseret på fodbold, som vil sætte det nye lokalmedie i verden.
Det skriver Kickoff Media i en pressemeddelelse.
Avisen skal hedde Vores Vestegn og vil blive lanceret i løbet af 2026. Den vil udkomme første gang inden for "få måneder", lyder det.
Mediet skal ifølge Kickoff Media bestå af både en trykt ugeavis og en netavis med daglige nyheder.
I første omgang skal Vores Vestegn dække kommunerne Rødovre, Albertslund, Brøndby, Glostrup, Vallensbæk og Ishøj.
Kickoff Media skriver i pressemeddelelsen, at mediet bliver lanceret i samarbejde med "en kreds af erhvervs- og mediefolk og med opbakning fra erhvervsliv og politikere på Vestegnen".
Sjællandske Medier vil i løbet af året lukke Rødovre Lokal Nyt, Folkebladet Glostrup & Brøndby, Gladsaxe Bladet og Albertslund Posten.
Lanceringen af Vores Vestegn sker i kølvandet på den beslutning, skriver Kickoff Media.
Mediet bliver gratis og kommer til at dække både sport, kultur, erhvervsliv, foreninger og politik, lyder det.
Vores Vestegn har allerede en hjemmeside, hvor man kan læse lidt om mediet.
- Vi ønsker at være den smeltedigel Vestegnen i mange år har manglet, hvor vi med lokal forankring styrker det lokale erhvervs- og butiksliv, igennem en fælles gratis medieplatform til alle borgere og lokale interessenter, lyder det blandt andet.
Sjællandske Mediers beslutning om at lukke de fire ugeaviser sker som led i en strategisk prioritering.
Det forklarede Louise Pettersson, som er ansvarshavende chefredaktør og den ene af to topchefer i Sjællandske Medier.
- Vi fravælger aktiviteter, der stjæler opmærksomhed fra den opgave, vi først og fremmest skal lykkes med. Fokus er en begrænset ressource, og den skal prioriteres hårdt, sagde hun i en pressemeddelelse tidligere i februar.
Fagbladet Journalisten har efterfølgende skrevet, at omprioriteringerne betyder, at seks journalister er blevet fyret. Derudover er seks journalister og redaktører levet tilbudt andre stillinger i mediehuset.
/ritzau/
