DSB indgår aftale om fridage til ansatte i kompensation efter kritik

24. FEB 2026 • 17:44INDLAND/KRIMINAL

Ansatte ved DSB har tidligere udtrykt mistillid til ledelsen. DSB og Dansk Jernbaneforbund har indgået aftale.

DSB har valgt at give togførere og togpersonale fridage som kompensation for brud på overenskomst.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra DSB, hvor det lyder, at DSB har indgået en aftale med fagforeningen Dansk Jernbaneforbund efter kritik af nyt it-system og arbejdsmiljø i DSB.

En række medier har den seneste tid berettet om problemer hos DSB i forbindelse med implementering af et nyt it-system fra oktober 2025.

It-systemet, der skal give togpersonale besked om, hvornår, hvor og hvor længe de skal møde på arbejde, er roden til en konflikt mellem ledelse og medarbejdere.

Ifølge personalet virker systemet ikke efter hensigten og har presset personale, der har udtrykt mistillid til ledelsen. Det beskrev DR i begyndelsen af februar.

Dennis Lyng Desezar, der er lokalgruppeformand for togpersonalet i København, har tidligere beskrevet udfordringerne til TV 2 Kosmopol.

- Systemet genererer flere ture, end der er mandskab til. Man kan arbejde rigtig mange timer i løbet af en uge, og hvis der er forsinkelser, så ved systemet ikke, hvad det skal stille op, sagde han sidste uge til mediet.

Transportordfører Leila Stockmarr (EL) har under et tidligere samråd forklaret, at der med it-systemet har været omkring 1000 brud på overenskomsten. Det skrev Ekstra Bladet i slutningen af januar.

DSB og Dansk Jernbaneforbund har altså med aftalen tirsdag valgt at droppe alle sager om brud på overenskomsten.

Det er sket mod, at de ansatte får fridage i kompensation. Medarbejderne får mellem en og tre fridage.

Derudover bliver der blandt andet nedsat en styregruppe, der skal følge og understøtte arbejdet med det nye it-system.

Et andet hovedpunkt i aftalen er, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, der skal bestå af formand og næstformand fra det kørende personales områdegrupper, DSB's administrerende direktør, Flemming Jensen, og tre til fire andre repræsentanter for DSB.

Arbejdsgruppen får "direkte og reel indflydelse på udviklingen" af it-systemet.

- Aftalen markerer et vigtigt skridt mod at skabe et bedre arbejdsmiljø og sikre en stabil drift fremadrettet, skriver DSB i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT