Grammy-vindende rapper skal optræde på Smukfest
Smukfest annoncerer onsdag en række navne til festivalplakaten, heriblandt Macklemore og Dodo & The Dodos.
Den amerikanske Grammy-vindende rapper Macklemore skal optræde ved årets Smukfest.Det annoncerer festivalen onsdag i en pressemeddelelse.
Han skal på scenen om aftenen lørdag 8. august.
Macklemore står bag hits som "Thrift Shop" og "Can't Hold Us", der har milliarder af afspilninger på streamingtjenesten Spotify.
Han har tidligere modtaget fire Grammys. Blandt andet for Bedste Nye Artist og Bedste Rap Album.
- Med så massive streamingtal, så er Macklemore en artist, man ikke kan undgå. Han er en af giganterne på den del af verdensscenen, hvor rap- og popikoner samarbejder på kryds og tværs, og han er manden bag en lang række internationale hits.
- Et hovednavn, som leverer intens stemning og stor fest. Vi glæder os meget til at opleve ham i skoven, siger Mikkel Xavier, musikchef på Smukfest.
Macklemore har siden sit gennembrud været politisk aktiv.
Han udgav blandt andet i 2012 sangen "Same Love", der handler om LGBT-rettigheder og ægteskaber mellem personer af samme køn.
Rapperen har også tidligere kritiseret USA's præsident, Donald Trump, og er en erklæret Palæstina-støtte.
Ud over Macklemore har Smukfest onsdag også offentliggjort en række danske navne til årets festival.
Det gælder Dodo & The Dodos, Kind mod Kind, Mumle og Pil.
De slutter sig til en række internationale og danske navne, heriblandt Robbie Williams, Lewis Capaldi, Lukas Graham, The Minds of 99 og D-A-D.
Smukfest måtte melde udsolgt af partoutbilletter efter mindre end halvanden time tilbage i november.
Endagsbilletter til torsdag, fredag og lørdag blev ligeledes hurtigt udsolgt.
Der er stadig endagsbilletter til onsdag og søndag.
Festivalen ved Skanderborg finder sted fra 2. til 9. august.
Smukfest er Danmarks næststørste festival - kun overgået af Roskilde Festival.
/ritzau/
