60.000 elever skal rykke skakbrikker til hjernens motionsdag
Dansk Skoleskak indbyder til alternativ skoledag og hjernegymnastik for elever på 363 skoler i hele landet.
Over 60.000 skoleelever deltager, når Skolernes Skakdag afholdes fredag.Det oplyser Dansk Skoleskak i en pressemeddelelse.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) byder velkommen til eleverne på Lindehøjskolen i Herlev, og imens gør Aarhus' borgmester, Anders Winnerskjold (S), tilsvarende på Tranbjergskolen.
Antallet af deltagende skoleelever er rekordhøjt, og det kan skyldes flere ting, siger generalsekretær i Dansk Skoleskak Mads Jacobsen.
- Der er et kæmpe behov for, at børn og unge har brug for at spille hjernen stærk. Vi kigger jo mere i en telefon eller en skærm, end vi kigger på hinanden.
De mange elever, som deltager i Dansk Skoleskak, er en blanding af både almene elever og specialelever, og det ser Mads Jacobsen som et positivt tiltag.
- Det fede er, at her er det både almen- og specialbørn, der er sammen, og det mest trænede lærerøje eller ministerøje kan ikke gå ind og se, hvilke af de her børn der har det sværeste skoleforløb.
Generalsekretær Mads Jacobsen fortæller, at en tidligere deltagende elev sammenlignede skak med "stenalder-Counter-Strike". Counter-Strike er et computerspil, som går ud på, at spillere fra to hold skal skyde hinanden.
Dansk Skoleskak har dog også forsøgt at give det gamle skakspil et frisk pust.
For ud over det klassiske skak så skal de mange tusindvis af elever også igennem de alternative spil Action-skak, Raket-skak og Arme & Hjerne-skak. Det er alle spil udviklet med det formål, at eleverne kan lære på alternative måder.
Særligt Arme & Hjerne-skak bringer elevernes samarbejde i spil. Her er der én, der vælger brikken, der skal rykkes, og én, der bestemmer hvorhen. Det kan føre til forvirring og kræve omstilling fra alle parter.
Skoleskakken er den tænksomme pendant til den kendte Skolernes Motionsdag. Og nogle elever ser denne dag som den bedste skoledag på hele året, siger generalsekretær Mads Jacobsen til Ritzau.
- Jeg ved, at der er rigtig mange elever, der synes, at det er fantastisk. For nogle af de elever, der har det sværest i skolen, er det her årets bedste dag.
Skolernes Skakdag har undertitlen "hjernens motionsdag".
Arrangementet blev første gang afholdt i 2010 med færre end 5000 deltagere. I år sættes der deltagerrekord med 61.862 deltagende fra 363 skoler.
/ritzau/
