Brækket håndled koster dansk golfspiller lang pause
Emily Pedersen må udskyde sin sæsonstart med mange uger på grund af et brækket håndled.
I næste uge skulle Emily Pedersen have indledt den nye golfsæson, men det kommer hun ikke til.Faktisk kommer den 29-årige københavner til at holde en længere pause fra golfen, fortæller hun på sin Instagram-profil.
- Jeg er knust over, at jeg i denne uge - efter måneders smerter og MRI-scanninger - har fundet ud af, at jeg har brækket en knogle i mit venstre håndled, og derfor jeg er nødt til at have en skinne på i fire til seks uger.
- Jeg ved ikke, hvornår jeg kan konkurrere igen, men jeg arbejder hvileløst med læger, håndspecialister og fysioterapeuter, som hjælper mig med at komme gennem de næste mange måneder med genoptræning, skriver hun.
Emily Pedersen var på startlisten til den store åbningsturnering Saudi Ladies International på Ladies European Tour i næste uge.
Her disker blandt andet den saudiarabiske investeringsfond Public Investment Fund op med en af sæsonens største præmiepuljer på Ladies European Tour, men den kommer Emily Pedersen ikke til at få del i.
Det gjorde hun til gengæld i 2020, hvor hun vandt turneringen. Dengang var der dog langtfra lige så mange penge i præmiepuljen som i år. I år er der over 28 millioner kroner i præmiepuljen. I 2020 var der 1,3 millioner kroner.
2020 er i øvrigt også året, hvor man skal finde Emily Pedersens seneste turneringssejr.
I år skulle Emily Pedersen sætte jagten ind på en billet til Solheim Cup - kvindernes svar på Ryder Cup. Men den mission har nu fået et betragteligt benspænd.
Emily Pedersen har været på det europæiske Solheim Cup-hold fire gange.
/ritzau/
