Højgaard ligger i top-3 efter første dag i stor golfturnering

6. FEB 2026 • 06:51SPORT

Nicolai Højgaard blander sig i toppen i PGA-turnering i USA. Rasmus Neergaard er nummer syv.

Den danske golfspiller Nicolai Højgaard er kommet flot fra start i Phoenix Open på PGA Tour i USA.

24-årige Højgaard gik første runde i 66 slag og ligger fem slag under par. Det rækker foreløbig til en delt tredjeplads.

Danskeren leverede fem birdies og ingen bogeys på førstedagen.

- Jeg er super godt tilfreds. Jeg skulle lige i gang med runden, men så begyndte jeg også at slå rigtig mange kvalitetsslag, siger Nicolai Højgaard i en video på golfblog.dk's X-profil.

- Det er altid dejligt at komme godt fra start. Jeg spillede fornuftigt, og der er nogle gode ting at bygge videre på. Men bare fordi man spiller godt i dag, er det ikke ensbetydende med, at man spiller godt i morgen.

- Så der er noget arbejde i eftermiddag for at skubbe tingene yderligere i den rigtige retning. Og så skal jeg være tålmodig i morgen, hvor banen bliver lidt sværere end her til morgen, siger Højgaard efter fredagens formiddagsrunde amerikansk tid.

Landsmanden Rasmus Neergaard er også med i PGA Tour-turneringen og gik første runde i 67 slag - fire slag under par. Neergaard ligger derfor på en delt syvendeplads efter seks birdies og to bogeys.

Rasmus Neergaard lavede en af sine birdies på hul 16, som er berømt og berygtet for sin atmosfære. Green er omsluttet af tribuner, hvor tilskuerne giver den lidt ekstra gas, i forhold til hvad man ellers ser i golfturneringer.

Lidt uden for top-10 finder man en tredje dansker - Rasmus Højgaard - der gik første runde i tre slag under par. En dobbeltbogey forhindrede ham i at ende længere oppe i tabellen efter førstedagen.

Thorbjørn Olesen er også med i turneringen, men danskeren ligger langt nede i tabellen på en delt 76.-plads, da han lavede tre bogeys og to birdies i første runde.

Phoenix Open bliver spillet på TPC Scottsdale i den amerikanske delstat Arizona, hvor der er lige godt 60 millioner danske kroner i præmiepuljen.

Christopher Gotterup fra USA, der ligger nummer 16 på verdensranglisten, fører PGA-turneringen. Han leverede seks birdies og en eagle i første runde og ligger otte slag under par.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT