Tonstung kaskelothval er tilsyneladende død af sult
Selv om dødsårsagen er fundet, kan den døde hval i klitplantagen udgøre en risiko. Hold afstand, er rådet.
Den døde kaskelothval, der tirsdag blev kørt fra Ålbæk Bugt i Nordjylland til Bunken Klitplantage lidt sydvest for Skagen, er i følge de foreløbige undersøgelser død af sult.Det fortæller Tim Kåre Jensen, dyrlæge ved Københavns Universitet, til TVNord.
Obduktionsholdet er i deres undersøgelser stødt på en masse net. TV2 Nord kan fortælle, at det drejer sig om 11,9 kilo fiskenet, der enten har været i hvalens mave eller svælg.
Nettet har blokeret hvalens spiserør, og derfor er den foreløbige dødsårsag sult. Tim Kåre Jensen har fortalt til DR, at obduktionen viste en meget lille mængde blækspruttenæb, som er dens primære fødekilde.
Det underbygger teorien om, at dødsårsagen er sult.
Tilbage i 2021 viste en forskningsrapport, at der var omkring 49.000 efterladte fiskenet i de danske farvande, som det kaskelothvalen blev kvalt i.
Der findes ingen nyere tal for omfanget af fiskenet i de danske farvande, og fiskenettenes længder kan variere fra helt korte stumper til flere meter lange fiskenet. Det fortæller biolog Eva Maria Pedersen, der stod bag estimatet fra DTU Aquas rapport.
- Selv om der har været flere initiativer for at nedbringe mængden af fiskenet i de danske farvande, blandt andet i Limfjorden, så er det svært at sige, hvor meget tallet er reduceret fra 49.000, lyder det fra biologen.
Dog fastslår hun, at problemet bestemt stadig er til stede, og det vidner den store kaskelothvals død også om.
Hvalen blev i formiddags først åbnet med hjælp fra en stor rendegraver og flere medarbejdere med store knive.
Senere blev hvalen endeligt punkteret med hjælp fra store knive for at lukke luften ud af den kort efter klokken 10.00 torsdag.
Det bekræfter Charlotte Bie Pedersen, naturhistorisk fagchef på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Hun understreger, at det stadigvæk er virkelig vigtigt, at man overholder Miljøstyrelsens anbefalinger om at holde afstand. Der er opsat afspærring, som alle, der ikke er involveret i obduktionen, skal holde sig bag.
- Der er både store maskiner, der arbejder, og vi har at gøre med et dødt dyr. I teorien kan der stadig være mulige smitsomme sygdomme involveret, fortæller hun.
Arbejdet bliver udført af forskere fra hele landet og to fra Naturstyrelsen. Med god grund.
- Det er dyrlægerne, der udtager prøverne og kigger på dem. Derudover tager vi vores forholdsregler. Vi har handsker på og specielt tøj, vi kun bruger til det her. Vi desinficerer endda fødderne, og arbejdet bliver udført af folk, der er vant til at arbejde med hvaler, fortæller den naturhistoriske fagchef og opfordrer igen folk til at overholde afspærringen.
/ritzau/
