To nye lokaliteter er kommet på danmarkskortet over ynglende storkepar. Det ene sted holdes dog hemmeligt.
Det går stille og roligt frem for bestanden af storke i Danmark.I foråret yngler 13 storkepar på reder herhjemme, og det er et enkelt par mere end sidste år og det højeste antal ynglende storkepar i 35 år.
Det oplyser næstformand i foreningen Storkene.dk Jesper Leegaard.
- Vi havde håbet på 15 par, men vi er bestemt tilfredse. Ikke mindst i lyset af, at fugleinfluenza har kostet tusindvis af storke livet i Spanien, siger han.
Ingen storke er så vidt vides omkommet af fugleinfluenza i Danmark.
To nye lokaliteter er kommet på danmarkskortet over ynglende storke. Det ene er Øster Højst i Sønderjylland.
Det er landsdelen med den absolutte højeste forekomst af ynglende storke. Hele ni storkepar ligger på reder i Sønderjylland.
Storkene trækker ind fra syd, og derfor er området særligt attraktivt, når storkene i foråret forlader deres overvintringssteder i det sydlige Europa og flyver mod nord.
Det andet nye sted på kortet er indtil videre hemmeligt.
- Vi har en aftale med lodsejer, der ejer stedet med reden, om, at vi venter med at oplyse, hvor det er, siger Jesper Leegaard.
Han kan heller ikke sige mere om, hvilken landsdel der er tale om.
Ud over Sønderjylland er der ynglende storkepar i Ribe i Sydvestjylland, i Åle Kær i Sydøstjylland og ved Gundsølille nær Roskilde.
Ynglende storkepar er par, der enten ligger på æg eller er i gang med at opfostre storkeunger.
Det er endnu for tidligt at spekulere i, hvor mange flyveklare unger, der kommer på vingerne, lyder det fra Jesper Leegaard.
- Nogle steder er der æg i rederne, mens der andre steder er unger.
- Men hvis vi i gennemsnit antager, at der kommer cirka 2,5 unger per ynglepar, så ender vi måske på 32-33 unger, siger han.
Sidste år var tallet til sammenligning 30 storkeunger hos de 12 ynglepar.
Betingelserne for storkene og deres unger er lige nu gode, fortæller Jesper Leegaard.
- Vi har sol, varme, og der er mange steder også kommet lidt vand. Så der er gode muligheder for at finde orme, padder og insekter, siger han.
Storkene.dk er en organisation, der arbejder på at fremme betingelserne for stork i den danske natur. Foreningen har cirka 1600 medlemmer.
/ritzau/