Statsministersøn og tidligere miljøminister Jens Kampmann er sovet stille ind i en alder af 89 år.
Jens Kampmann (S), som var Danmarks første miljøminister, er død i en alder af 89 år.Det oplyser hans søn Nicolai Kampmann til Ritzau.
- Min far, Jens, er sovet stille ind. Kroppen kunne ikke mere, men han var klar og afklaret næsten til det allersidste, skriver Nicolai Kampmann i et opslag på Facebook.
Jens Kampmann blev minister for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse i 1971 og regnes for at være den første miljøminister i Danmark.
Han sad i Folketinget for Socialdemokratiet i årene 1966-1978.
Jens Kampmann er desuden søn af socialdemokraten Viggo Kampmann, der var statsminister i Danmark fra 1960-1962.
Foruden at være miljøminister bestred han også posten som minister for offentlige arbejder og minister for skatter og afgifter i løbet af sin politiske karriere.
Han blev medlem af Folketinget i 1966 i en alder af 29 år efter at have taget en kandidatuddannelse i økonomi fra Københavns Universitet.
Det var blot fire år efter, at hans far, Viggo Kampmann, blev afløst af Jens Otto Krag på statsministerposten.
Jens Kampmann blev i 1979 direktør for Miljøstyrelsen, efter at han ikke genopstillede til Folketinget.
Som direktør i Miljøstyrelsen tog han op gennem 80'erne mange hårde kampe.
Blandt andet med at holde selskaber som Cheminova og Grindstedværket ansvarlige for deres nedgravning af kemikalier.
Efter over ti år på posten tog han i 1991 initiativ til investeringsfirmaet Miljø Invest, som investerede i selskaber, der arbejdede med miljøteknologi. Han stoppede som direktør i 2006.
I nyere tid har Jens Kampmann blandt andet gjort sig bemærket med sit arbejde for en fast forbindelse over Kattegat som formand for Kattegatkomitéen.
I sit opslag på Facebook beskriver Nicolai Kampmann sin far, Jens, som et forbillede i en familie, hvor politik fyldte meget.
Han håber, at den nu afdøde politiker også kan inspirere kommende generationer.
- Han ville skabe forbedringer for de mange, der ikke besad samme privilegier som ham. Den tilgang til livsgerning håber jeg stadig kan inspirere mange, lyder det.
/ritzau/