Venstres eksformand udkommer med en bog om sine år i politik

11. MAJ 2026 • 12:26ERHVERV/POLITIK

Jakob Ellemann-Jensen forlod politik helt i 2023 efter at have ført Venstre i regering med ærkerivalen fra S.

Venstres tidligere formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil i en kommende bog fortælle om sine år i dansk politik.

Bogen hedder "Udvalgte kolbøtter" og udkommer 21. maj.

Det skriver Neumann Strategy & Communication i en pressemeddelelse.

Bogen kommer dermed på et tidspunkt, hvor de igangværende regeringsforhandlinger fortsat kan være i gang.

Efter 2022-valget stod Jakob Ellemann-Jensen i spidsen for Venstres kovending, der betød, at Venstre gik i regering med Socialdemokratiet - og Moderaterne.

Venstre havde ellers i meget klare vendinger meldt ud, at partiet under ingen omstændigheder ville gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister. Men 15. december 2022 så SVM-regeringen altså alligevel dagens lys.

Derefter gik det ned ad bakke for Jakob Ellemann-Jensen, der kort efter valget blev sygemeldt med stress. Han gjorde efter flere måneders fravær comeback i 2023, men stoppede kort efter helt i politik.

- Jeg mener, at jeg gik ind i politik af alle de rigtige grunde. Jeg ved, at jeg gik ud af politik af alle de rigtige grunde. Det her er min fortælling om nogle af de kolbøtter, livet og jeg slog i tiden derimellem, siger han i pressemeddelelsen.

Ellemann-Jensen konstaterer, at han stod i spidsen for Venstre i en turbulent periode, hvor han blev formand efter endnu et formandsopgør mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

- Jeg stod i spidsen for Venstre i nogle år med omvæltninger så store, at jeg bilder mig ind, at det kan have en bredere interesse at få dem beskrevet indefra. At give et indblik i det moderne parti, jeg gerne ville skabe, og dermed også i det Venstre, der var, og det, der ikke blev, siger Ellemann-Jensen, der sad i Folketinget fra 2011 til 2023.

Han siger også, at han vil komme ind på kovendingen om at gøre Mette Frederiksen til statsminister alligevel.

- Erfaringer og eftertanker. Måske har der også sneget sig en enkelt efterrationalisering - eller højst to - ind, siger Ellemann-Jensen.

Han var Venstres formand fra 2019 til 2023. I dag er han direktør i Dansk Erhverv.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT