Med en andenplads rykkede Nicolai Højgaard op som nummer 29 i verden og er samtidig sikker på slutspil.
Nicolai Højgaard var i weekenden igen flyvende på PGA Tour, og mandag er han rykket flere pladser frem på verdensranglisten.Den danske golfspiller havnede på andenpladsen i den store turnering Truist Championship og indtager nu en placering som nummer 29 i verden.
Det er hans indtil videre bedste placering på verdensranglisten og en understregning af, at Nicolai Højgaard virkelig har fundet melodien på den prestigefyldte amerikanske tour i år.
To gange er han blevet nummer to, ligesom han har hentet både en tredje- og sjetteplads.
I weekenden flirtede han med den første danske PGA Tour-sejr i historien helt til det sidste. Med tre huller igen lå han på en delt førsteplads.
Men norske Kristoffer Reitan skruede bissen på og tog sin første sejr på PGA Tour, halvandet år efter at han spillede på HotelPlanner Tour, den næstbedste europæiske tour.
Nicolai Højgaard var dog ikke sen til at lykønske sin skandinaviske ven på de sociale platforme, og golfspilleren fra Billund kunne da også forlade den legendariske bane Quail Hollow med oprejst pande.
Han kunne nemlig sætte på den gode side af 11 millioner kroner ind på kontoen, ligesom han rykkede op på en placering som nummer 15 på den sæsonrangliste, der bestemmer, hvem der deltager i det attraktive slutspil.
Med placeringen er han stensikker på at deltage som den første dansker nogensinde.
Næste opgave for Nicolai Højgaard bliver majorturneringen PGA Championship, som løber af stablen fra torsdag i denne uge.
/ritzau/