Rockwool omsatte for 906 millioner euro i første kvartal, hvilket svarer til 6,8 milliarder kroner.
Rockwool, der leverer stenuldsløsninger til blandt andet bygningsisolering, opjusterer sine forventninger til hele året.Det oplyser selskabet i en børsmeddelelse mandag eftermiddag.
Rockwool regner nu med, at omsætningsvæksten lander i intervallet 3-6 procent. Tidligere lød forventningen på 2-4 procent.
Opjusteringen er et resultat af, at selskabet har set sig nødsaget til at hæve priserne på sine produkter som følge af højere udgifter.
Rockwool skriver i meddelelsen, at det er stigende udgifter til olie, gas og andre råvarer, der har fået selskabet til at implementere prisforhøjelser på 6-8 procent.
De højere salgspriser gælder fra midten af 2026.
I meddelelsen løfter Rockwool også lidt af sløret for, hvordan det er gået i årets første kvartal.
Her endte omsætningen på 906 millioner euro svarende til 6,8 milliarder kroner. Det svarer nogenlunde til niveauet for samme periode sidste år.
- Efter en stille start på året, som har været påvirket af vejret, er efterspørgslen målt på volumen steget fra marts og ind i andet kvartal, lyder det i meddelelsen.
- Vi forventer nu, at det højere omsætningsniveau vil fortsætte i andet halvår.
Derudover er overskudsgraden endt på 13,2 procent. Her er der tale om et fald på 2,2 procentpoint.
Overskudsgraden fortæller, hvor stor en andel af en virksomheds omsætning der reelt ender som overskud. Det kaldes også for EBIT-marginen.
For hele året regner Rockwool med, at overskudsgraden ender på 13-14 procent. Denne del af de udmeldte forventninger fastholdes.
Selskabets endelige kvartalsregnskab bliver offentliggjort den 19. maj.
/ritzau/