V-formand vil lave nyt forlig om pensionsalder efter valg

4. OKT 2025 • 15:13ERHVERV/POLITIK

SVM-regeringen bliver ikke enige om et nyt pensionssystem på denne side af et valg, siger Venstres formand.

Efter næste folketingsvalg skal der laves et "nyt, stort forlig om danskernes pensionsalder".

Det siger Venstre-formand Troels Lund Poulsen i sin tale på Venstres landsmøde i Odense.

I det forlig vil Venstre bevare seniorpensionen og give seniorpræmie - et skattefrit engangsbeløb - tre år før pensionsalderen, lyder det i talen.

Troels Lund Poulsen er også åben for yderligere "politiske initiativer, der gør det mere attraktivt at blive længere på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen".

- Der skal gerne være en bred politisk aftale om det, der skaber ro om danskernes pension de næste mange, mange år, siger Troels Lund Poulsen.

Han anerkender, at der i SVM-regeringen er forskellige holdninger til et nyt pensionssystem.

- Selv om vi det seneste års tid har talt en del om pensionsalderen, er det ikke min forventning, at vi i regeringen bliver enige om en ny aftale om danskernes pensionsalder inden folketingsvalget.

Og derfor vil Venstre i stedet lave et nyt pensionsforlig, der skal erstatte velfærdsforliget fra 2006, lyder det.

Som følge af den politiske aftale hæver et flertal i Folketinget hvert femte år pensionsalderen med et år.

Men det vil Socialdemokratiet i fremtiden ikke være med til længere, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) sidste år, der dermed startede en større pensionsdebat.

Hvordan Socialdemokratiet vil lave pensionssystemet om, har Mette Frederiksen dog ikke uddybet yderligere.

Troels Lund Poulsen vil på et pressemøde efterfølgende heller ikke svare på, hvad Venstre mener, at pensionsalderen i fremtiden skal være.

- Det kommer jeg ikke til at lægge mig fast på i dag, for hvis man vil have en diskussion om et nyt pensionsforlig, så må man også se på, om den indeksering, der er nu, skal blive ved i al fremtid.

- Det tror jeg ikke, at den skal. Men omvendt skal man også sørge for, at hvis man laver om på pensionssystemet, at det så stadigvæk også er robust økonomisk, siger Troels Lund Poulsen.

Spørgsmål: Kommer du til at fremlægge Venstres bud på en ny pensionsalder inden valget?

- Jeg kommer ikke til at lave en samlet melding i forhold til fremtidens pension. Men jeg kommer til at uddybe det, som jeg har sagt i dag.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, foreslog i august en stor reform af pensionssystemet, hvor han åbnede for at afskaffe Arne-pensionen, seniorpensionen og efterlønnen for at rydde op i et "kompliceret system".

Men hvor Socialdemokratiet vil frede Arne-pensionen, vil Venstre altså nu frede seniorpensionen.

Den blev politisk vedtaget af VLAK-regeringen i 2019, hvor Troels Lund Poulsen var beskæftigelsesminister, og den har vist sig mere populær end Arne-pensionen, som den var et modspil til.

Seniorpensionen kræver, at man har haft et fuldtidsjob i 25 år og ikke kan arbejde mere end 15 timer om ugen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT