Jyske Bank stiger efter højere forventninger til indtjeningen

10. OKT 2025 • 11:02ERHVERV/POLITIK

Jyske Bank har løftet sine forventninger til indtjeningen i 2025. Aktien sendes op med over fire procent.

Det var en positiv overraskelse for investorerne, da Jyske Bank torsdag sen eftermiddag opjusterede sine forventninger til årets resultat.

Fredag formiddag sendes aktien således op med mere end fire procent.

Jyske Bank forventer nu at tjene mellem 4,9 og 5,3 milliarder kroner i år.

Tidligere var forventningen i den øverste ende af intervallet 3,8 til 4,6 milliarder kroner.

Banken tror på en højere indtjening, fordi der bredt set har været en positiv udvikling.

- Vi har set effekten af gunstige finansielle markeder kombineret med fortsat solid kreditkvalitet, et højt aktivitetsniveau vedrørende især kapitalforvaltning og kundetilgang i prioriterede segmenter, skrev Jyske Bank i en selskabsmeddelelse torsdag.

Banken offentliggjorde samtidig regnskabstal for tredje kvartal, hvor den har tjent lige knap 1,5 milliarder kroner.

Det bringer den samlede indtjening i årets første tre kvartaler op på næsten fire milliarder kroner.

Jyske Bank tør dog ikke tro på, at fjerde kvartal bliver helt så gunstigt som tredje.

Det skyldes blandt andet, at det er usikkert, om der kommer samme medvind på finansmarkederne. Det siger Jyske Banks finansdirektør, Birger Krøgh Nielsen, til finansmediet MarketWire.

- Vi har i de første tre kvartaler set en kursregulering, som har været relativt høj, da vi har været begunstiget af de finansielle markeder og kreditindsnævringer på obligationer, vi har haft liggende, og den udvikling er måske svær at se fortsætte i samme hast i fjerde kvartal, siger han.

Renteindtægterne hos Jyske Bank er faldet i året tre første kvartaler. Her lød de samlede indtægter fra renter på 6,6 milliarder kroner, mens de i samme periode året før var på knap 7,3 milliarder kroner.

Alligevel er det samlede resultat i perioden på nogenlunde samme niveau som i 2024.

Også de øvrige banker i C25-indekset ligger fredag formiddag til stigninger. Både Nordea, Sydbank og Danske Bank ligger kort før klokken 11 til stigninger på over en procent.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT