Forsvaret får egen kajplads i Nuuk Havn med ny Arktis-aftale
Når Forsvaret skal have flere skibe omkring Grønland, skal der også være en dedikeret kajplads i Nuuk Havn.
Forsvaret skal i fremtiden ikke længere dele kajplads med krydstogtsskibe og fisketrawlere i Nuuk Havn i Grønland.Som en del af fredagens delaftale 2 om Arktis er det blevet besluttet, at Forsvaret skal have sin egen såkaldte orlogskaj - en dedikeret kaj til Forsvarets skibe.
Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Kajen skal etableres i forbindelse med en udvidelse af Nuuk Havn.
Det skal ske i samarbejde mellem Forsvarsministeriet og det grønlandske selskab Sikuki Nuuk Harbour, der er ejet af det grønlandske selvstyre.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen kalder det "afgørende", at Forsvaret har "de bedst mulige arbejdsbetingelser".
- Jeg er derfor meget tilfreds med, at Forsvaret og Sikuki Nuuk Harbour samarbejder om etableringen af en orlogskaj til Forsvaret, så Forsvarets skibe kan få en dedikeret havn til skibene, siger Troels Lund Poulsen.
Hvornår orlogskajen skal tages i brug, fremgår ikke af pressemeddelelsen.
Men udvidelsen af Nuuk Havn skal først i udbud i løbet af efteråret.
Kajen skal også komme lokalsamfundet til gode. Det skal ske ved, at den åbnes op, når Forsvaret eller allierede ikke er til stede i havnen, så også civil skibstrafik kan anvende den.
Det glæder generalmajor Søren Andersen, der er chef for Arktisk Kommando i Grønland.
- En orlogskaj vil derudover øge anvendelsen af lokale virksomheder og leverandører og ikke mindst styrke det allerede tætte samarbejde med Sikuki Nuuk Harbour, siger Søren Andersen.
I den nye Arktis-aftalen er der også afsat penge til yderligere to arktiske skibe.
I forvejen var det aftalt, at der skal anskaffes tre nye arktiske skibe.
/ritzau/