Landsholdschef om buhråb og bannere mod Jon Dahl: Respektløst
Under Sveriges nederlag til Schweiz buhede svenske fans af Jon Dahl, mens kritiske bannere også var at finde.
De svenske landsholdsfans er mildt sagt utilfredse med danske Jon Dahl Tomasson, der har gang i en skidt stime som svensk landstræner.Buhråb og bannere med budskaber som "forbandede dansker" og "træd tilbage" blev sendt i retning af Jon Dahl Tomasson, da Sverige tabte med 0-2 til Schweiz fredag aften i VM-kvalifikationen.
Sverige har blot hentet et enkelt point efter de første tre kampe i VM-kvalifikationskampe og ligger sidst i gruppen, men fansenes reaktion hører ingen steder hjemme, lyder det fra fodboldforbundet.
- Det er respektløst. Han (Jon Dahl, red.) har været igennem meget, men han er kun et menneske. Alle kan forstå, hvordan det er at blive kaldt en forbandet dansker, siger Stefan Pettersson, landsholdschef i det svenske fodboldforbund, ifølge TT.
- Jeg kan ikke huske, at det nogensinde er sket, og jeg synes, det er virkelig trist. Det var også utroligt trist at høre publikum buhe under den schweiziske nationalsang, siger landsholdschefen.
Det svenske medie Fotbollskanalen berettede efter nederlaget, at fodboldforbundet var i færd med at afholde krisemøder for at diskutere Jon Dahl Tomassons trænerfremtid.
Trods den store utilfredshed fra fansene maner landsholdschefen de rygter til jorden.
- Vi er bestemt ikke i en situation, hvor vi overhovedet har krisemøder, som det er blevet rapporteret, siger Stefan Pettersson.
Ovenpå fredagens hjemmebanenederlag lød det fra Jon Dahl Tomasson selv, at den sparsomme pointhøst er "et slag i ansigtet"
- Jeg forstår fansene, for de vil se resultater, og de vil have os til at vinde kampe, sagde danskeren til svensk Viaplay efter fredagens nederlag.
- Fodbold er meget følelsesladet, og alt er sort eller hvidt. Det er noget, vi må leve med, og den eneste måde, vi kan gøre det på, er ved at vinde kampe, lød det.
Med ryggen mod muren skal svenskerne mandag forsøge at tilkæmpe sig den første sejr i kvalifikationen, når Kosovo kommer på besøg.
Kosovo er nummer to i gruppen med fire point efter de tre første runder.
/ritzau/