LA giver Konservative skylden for blåt soloridt i finanslovsforhandlinger

10. OKT 2025 • 11:52ERHVERV/POLITIK

LA, DF og DD havde gerne forhandlet finanslov sammen med K som sidste år, men det sker ikke denne gang.

Emnet nedtones og kaldes ikke et problem i blå blok. Det er ikke "et benbrud", men nærmere "en plet på tøjet".

Sådan lyder det fra Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, som i forbindelse med de indledende finanslovsforhandlinger siger, at det er på grund af De Konservative, at LA, K, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne ikke danner fælles front, som kvartetten gjorde det sidste år.

- Vi under hinanden det godt i det her blå fællesskab, som gerne vil have regeringsmagt efter næste valg. De Konservative havde i år et stort behov for at være med i denne finanslovsaftale, og de havde den analyse, at hvis de var sammen med os andre, ville det være problematisk, siger Ole Birk Olesen.

De fire borgerlige partier kommer hver for sig til fredagens forhandlinger om finansloven for 2026.

Det står i stærk kontrast til sidste år, hvor partierne gjorde meget ud af at fortælle, at en aftale om finansloven for 2025 enten blev med alle de fire blå partier eller med ingen af dem.

Sidste år insisterede de fire blå partier på at ankomme sammen, og de forlod også forhandlingerne i fælles flok.

Ole Birk Olesen mener, at De Konservative og formand Mona Juul (K) skulle have holdt sammen på taktikken fra sidste år. Og at finansminister Nicolai Wammen (S) nu får en mulighed for at kunne sige, at de borgerlige partier ikke holder så godt sammen, som det ellers hævdes blandt de blå.

- Jeg forstår hendes argument. Jeg forstår, hvor hun er og hendes ønske om at komme med i en finanslovsaftale, og at den nok korrekte analyse er, at hun har en større chance for at være med i en finanslovsaftale med Wammen, hvis Wammen kan hævde, med sit sædvanlige skuespil, at det er lykkedes ham at splitte de blå partier.

- At hun kan give ham det, er nok også det, der kan føre til, at så vil Wammen gerne have De Konservative med i en aftale, siger Ole Birk Olesen.

Sidste år kom de fire borgerlige partier med en række fælles ønsker, som de ville have indfriet for at kunne gå samlet med i en aftale om finansloven. I modsat fald kom de fire partier til at forlade forhandlingerne sammen, hvilket altså også skete i sidste ende.

Mona Juul svarer ikke på kritikken fra LA, da hun tropper op til forhandlingerne hos Wammen. Faktisk svarer hun ikke på spørgsmål fra pressen, men siger blot:

- Sidste år kom vi i fællesskab, de blå partier. Og det ville vi også gerne gøre igen. Men vi lytter os til, at regeringen tydeligvis vil sætte os uden for døren, inden vi er kommet ind og har stillet vores krav og ønsker til at gøre Danmark mere blåt. Så det kræver en ny strategi, og derfor kommer vi hver for sig.

Hun tilføjer, at "det borgerlige fundament består".

- Vi ønsker en blå regering. Nu vil vi gå ind og være borgerlige stemmer, der arbejder, siger Mona Juul.

DF og Danmarksdemokraterne har også udtalt, at de gerne havde set, at de fire borgerlige partier var kommet sammen til forhandlingerne igen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT