Den Oscar-vindende skuespiller Diane Keaton er død - 79 år gammel

11. OKT 2025 • 22:08UDLAND

Diane Keaton fik sit første store gennembrud i filmen "The Godfather" og medvirkede i flere Woody Allen-film.

Den amerikanske skuespiller og filminstruktør Diane Keaton er død 79 år gammel.

Det oplyser en talsperson fra familien ifølge det amerikanske medie People, der ikke har yderligere oplysninger.

Diane Keaton fik sit første store gennembrud i mafiafilmen "The Godfather" fra 1972 i rollen som Kay Adams, kæreste og senere kone til Michael Corleone.

Hun var også med i "Godfather del 2" og havde igennem 70'erne og 80'erne desuden mindeværdige roller i film som "Hvor er Mr. Goodbar?" og "Reds".

Men det var rollen som den flyvske og usikre Annie Hall i den romantiske newyorkerkomedie "Mig og Annie" fra 1977, der indbragte hende en Oscar-statuette.

Filmen er instrueret af Woody Allen, som Keaton på et tidspunkt dannede par med.

Parløbet med Woody Allen var med til at definere starten af Diane Keatons karriere, da en hovedrolle i hans Broadway-skuespil "Play It Again, Sam" blev hendes vej ind i film og tv. Og i øvrigt starten på en kort romance mellem de to.

Kæresteforholdet til Woody Allen varede ikke længe, men de to holdt til gengæld liv i et langt og produktivt professionelt forhold.

I alt spillede Diane Keaton med i syv af hans film i 70'erne, herunder også "Manhattan" og filmudgaven af "Play It Again, Sam" - på dansk "Mig og Bogart".

Ud over Oscar-statuetten blev hun i løbet af karrieren hædret med to Golden Globe-priser - den ene for rollen som Annie Hall og den anden for præstationen i det romantiske komediedrama "Når du mindst venter det".

Derudover spillede hun en af hovedrollerne i film som "Ekskonernes klub", "Book Club" og efterfølgeren "Book Club: The Next Chapter".

Bag kameraet stod hun blandt andet bag komediedramaet "Hanging Up", hvor hun også var på rollelisten sammen med blandt andre skuespilleren Meg Ryan og Venner-stjernen Lisa Kudrow, og filmen "Små og store helte" fra 1995.

I 2017 modtog Diane Keaton American Film Institutes Life Achievement-pris for sin lange karriere.

På privatsiden har hun også dannet par med stjerner som Warren Beatty og Al Pacino. Desuden adopterede hun to børn som alenemor.

Hendes pårørende har bedt om at få respekteret deres privatliv, oplyser talspersonen ifølge People.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT