Trump-aftale med Pfizer smitter positivt af på danske medicinalaktier

2. OKT 2025 • 10:31ERHVERV/POLITIK

Analytiker mener, at aftale mellem Trump og Pfizer kan være den første af flere med andre medicinalselskaber.

Både Novo Nordisk og Zealand Pharma er torsdag morgen blandt de mest stigende aktier i det danske C25-aktieindeks.

Det sker, efter at medicinalselskabet Pfizer tirsdag indgik en aftale med Trump-administrationen om at sænke priserne på bestemte lægemidler i USA.

Til gengæld undgår Pfizer at blive ramt af amerikanske toldsatser i tre år.

Aftalen kaldes "bedre end frygtet" af analytikere og ventes at blive den første af flere lignende for andre medicinalselskaber.

Det gælder blandt andre Henrik Hallengreen Laustsen, aktieanalytiker hos Jyske Bank, som over for Finans siger, at aftalen ligner noget, han vil kalde håndterbart for medicinalselskaberne.

- Mit gæt er, at vi vil se en relativ sammenlignelig aftale med Novo Nordisk. Novo har investeret mange penge i USA, og der kan selvfølgelig komme yderligere krav, men deres gode position i USA gør, at jeg tror, at vi vil se en aftale, der er mere eller mindre magen til Pfizers, siger han til mediet.

Klokken 10.00 stiger Novo-aktien med 1,9 procent, mens aktien i Zealand Pharma går frem med 3,5 procent.

Stigningerne følger onsdag, hvor de to danske medicinalselskaber steg med henholdsvis 6,4 procent og 7,4 procent.

Siden sin tilbagevenden til Det Hvide Hus har Donald Trump gentagne gange udtalt, at amerikanere betaler alt for meget for medicin.

Han har i den forbindelse annonceret toldsatser på 100 procent på patenterede lægemidler.

Aftalen mellem Trump-administrationen og Pfizer gælder receptpligtige lægemidler, som sælges til den offentlige sygeforsikring Medicaid.

Medicaid udgør en relativt lille del af det amerikanske medicinalmarked, og priserne er i forvejen lave.

Derfor er der ifølge analytikere mere tale om "spil for galleriet", skriver MarketWire.

Flere analytikere hæfter sig ifølge mediet ved, at aftalen ikke har fået Pfizer til at skrue ned for sine forventninger til årets resultater.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT