Berlingske Media oplever vækst i digital abonnementsforretning

28. APR 2026 • 10:04ERHVERV/POLITIK

Omsætningen i Berlingske-koncernen voksede sidste år med 26 millioner kroner til knap 647 millioner kroner.

Berlingske Media omsatte for 646,7 millioner kroner i 2025.

Det oplyser mediekoncernen, der har Berlingske, B.T., Weekendavisen og Euroinvestor under sig, i en pressemeddelelse.

Det er en stigning på omkring 26 millioner kroner sammenlignet med året forinden.

Målt på hele forretningen har der været vækst i både den digitale abonnementsforretning og i den digitale annonceforretning.

- Berlingske Medias kommercielle afdeling har leveret voksende toplinje ved at omstille og forny vores forretning til den digitale virkelighed, som vi lever i, siger koncernchef Anders Krab-Johansen i meddelelsen.

- Jeg er dybt taknemmelig for deres indsats og for vores kommercielle afdelings tætte samarbejde med alle andre i vores mediehus.

I meddelelsen beskrives det ikke med konkrete regnskabstal, hvordan de fire medier hver især har bidraget til sidste års resultat.

Mediekoncernen oplyser dog, at Berlingske og Weekendavisen har oplevet stigende omsætning fra sine digitale kanaler, ligesom begge også har leveret stabile overskud.

B.T. har formået at vende et underskud til et overskud, fremgår det.

- Nøglen for alle husets fire medier er, at de hver for sig leverer uundværlig journalistik til hver sin målgruppe, siger Anders Krab-Johansen videre.

- Jeg er stolt over, at vores medier leverer troværdig journalistik i de formater, som vores kunder holder af. Det lønner sig, som man kan se af vores årsregnskab.

Berlingske Media har ikke udgivet et selvstændigt regnskab, men har derimod udvalgt enkelte nøgletal.

Sidste år voksede koncernens driftsresultat med knap 54 procent til 94,6 millioner kroner.

Til gengæld faldt overskuddet efter skat en anelse til 63 millioner kroner. Berlingske forklarer ikke, hvad faldet skyldes.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT