Europæiske parlamentsformænd skal drøfte sikkerhed i København

27. APR 2026 • 09:58ERHVERV/POLITIK

Folketinget er vært for en årlig konference over tre dage for parlamentsformænd fra europæiske lande.

Omkring 50 formænd fra parlamenter i europæiske lande besøger Danmark og Folketinget i starten af maj.

Det oplyser Folketinget i en pressemeddelelse.

Formændene skal samles til den årlige EU-parlamentsformandskonference (EUSC).

Konferencen varer tre dage fra 3. til 5. maj, og første dag er Folketinget vært for en reception i Riddersalen på Christiansborg, hvor kong Frederik deltager.

De inviterede parlamentsformænd kommer fra EU-medlemslande, kandidatlande, europæiske partnerlande og Europa-Parlamentet.

Danmark og Folketinget er vært, fordi Danmark havde EU-formandskabet i andet halvår af 2025.

Som midlertidig formand for Folketinget skal Søren Gade (V) lede konferencen, hvor temaerne i år er Europas sikkerhed og "den demokratiske modstandsdygtighed i vores samfund".

- Vi lever i en urolig tid, hvor de grundlæggende værdier som demokrati og frihed er under pres.

- Derfor er det vigtigt, at vi arbejder sammen på tværs af de europæiske parlamenter for at sikre et trygt, demokratisk og modstandsdygtigt Europa, siger Søren Gade i pressemeddelelsen fra Folketinget.

Selve konferencen finder ikke sted i Folketinget, men i stedet på Hotel Villa i det indre København.

En lang række talere er inviteret til konferencen.

Det er blandt andre Stig Ørskov, der er administrerende direktør i World Association of News Publishers, og som tidligere var mangeårig direktør i JP/Politikens Hus.

Søren Gade skal også holde tale, og det samme skal Ruslan Stefanchuk, der er formand for Ukraines parlament.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT