Tivoli opjusterer trods lille tilbagegang i omsætning og besøgstal

30. OKT 2025 • 10:44ERHVERV/POLITIK

Færre åbningsdage førte til lille fald i Tivoli-nøgletal efter tredje kvartal. Omsætning per åbningsdag steg.

Tivoli i København tjener kun penge, når der er åbent.

Derfor var det ikke uventet, at omsætningen for årets tre første kvartaler er faldet en smule i og med, at der har været fem procent færre åbningsdage end i samme periode sidste år.

Omsætningsfaldet har dog været begrænset.

De 886,5 millioner kroner er blot én procent lavere end sammenligningskvartalet, og derfor opjusterer Tivoli i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabstallene for tredje kvartal også forventningerne til året som helhed.

Tivoli øger forventningerne til årets omsætning fra 1300 millioner kroner til 1325 millioner, og resultatet før skat forventes at ende på 145 millioner kroner, hvor man tidligere kun regnede med et plus på 130 millioner.

- Det sker på baggrund af en god start på den udvidede halloweensæson samt en vellykket sommersæson, hvor der særligt var fremgang i sensommeren, som blandt andet var begunstiget af et flot og stabilt vejr.

- Over 35 procent af sommerens gæster kom fra udlandet, hvor der i år særligt er oplevet fremgang i forhold til amerikanske og svenske turister, siger administrerende direktør Susanne Mørch Koch.

Til og med 30. september havde 2.689.000 gæster besøgt Tivoli i år. Sidste år på samme tid lød totalen på 2.737.000 gæster.

Lige nu er der halloweenåbent i Tivoli, og her har man i år valgt at udvide sæsonen med en uge, så den strækker sig fra begyndelsen af oktober til begyndelsen af november.

Året afsluttes som altid med julesæsonen, der i år strækker sig fra 14. november til 4. januar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT