Tidligere vikar afløser Abildgaard på central post i K efter ti år

28. APR 2026 • 13:11ERHVERV/POLITIK

Mette Abildgaard har siden 2016 været politisk ordfører for De Konservative. Frederik Bloch Münster overtager.

Efter ti år på posten giver De Konservatives Mette Abildgaard stafetten videre som partiets politiske ordfører.

Det bliver i stedet partiets 31-årige folketingsmedlem Frederik Bloch Münster, der fremover skal sidde på den centrale post. Det har partiet besluttet tirsdag på et gruppemøde.

Selv kalder han det en "stor tillidserklæring" at være blevet udpeget til posten.

- Jeg går til opgaven med stor respekt og ydmyghed. Partiet står stærkt med Mona Juul (formand for De Konservative, red.) i spidsen, og jeg glæder mig til at bidrage til at styrke vores politiske retning yderligere, siger han i en pressemeddelelse.

Som politisk ordfører bliver han en af De Konservatives vigtigste skikkelser ved siden af formand Mona Juul, samtidig med at han ofte vil være partiets talsperson på vidt forskellige sager.

Den nyvalgte politiske ordfører er ikke helt uvant i rollen. I sensommeren 2024 vikarierede han kort for Mette Abildgaard på posten, da hun gik på barselsorlov frem til maj 2025.

På daværende tidspunkt havde han kun været folketingsmedlem et par måneder.

Frederik Bloch Münster arbejdede inden da som særlig rådgiver for Niels Flemming Hansen (K) i forbindelse med valget til EU-Parlamentet i juni 2024.

Niels Flemming Hansen fik det ene konservative mandat, og da Frederik Bloch Münster er førstesuppleant i Sydjyllands Storkreds, kunne han fra 26. juni 2024 kalde sig folketingsmedlem.

Fra 2016 til 2020 var han studentermedhjælper hos De Konservative, så han er steget hurtigt i graderne.

Ordførerskabet skifter hænder, da Mette Abildgaard, der har været politisk ordfører siden 2016, er blevet gruppeformand for partiets folketingsgruppe efter folketingsvalget i marts.

Hidtil har partiformand Mona Juul været gruppeformand, men den post blev givet videre til Abildgaard efter valget.

Gruppeformanden står for at lede partiets folketingsgruppe og er som oftest ordstyrer på partiets gruppemøder.

Den nye gruppeformand ser også frem til at samarbejde med den nye politiske ordfører.

- Han har allerede vist, at han kommunikerer konservativ politik tydeligt både i Folketingssalen og i offentligheden. Jeg er derfor helt tryg ved at give stafetten videre, siger Abildgaard om Bloch Münster i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT