Flere danskere trækker i træningstøjet i idrætsforeningerne

28. APR 2026 • 13:43INDLAND/KRIMINAL

Studie viser, at 27,9 procent af danskerne er medlem af en idrætsforening. Det er en lille stigning fra 2020.

Flere danskere er de seneste fem år blevet aktive i landets idrætsforeninger.

27,9 procent af danskerne over 15 år er medlem af en idrætsforening - det er en stigning fra 26,5 procent i 2020.

Det viser en kortlægning af knap 200.000 danskeres motionsvaner fra Syddansk Universitets Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) er "virkelig glade for, at så mange voksne vælger at dyrke idræt i en forening - ikke mindst fordi konkurrencen om vores tid er stigende", lyder reaktionen i en pressemeddelelse.

- Det siger noget om, at rigtig mange søger fællesskabet og ønsker at involvere sig, tilføjer DIF's udviklingschef, Karin Ingemann, i pressemeddelelsen.

DIF repræsenterer flere end to millioner medlemmer fordelt over 63 forbund.

Ser man generelt på danskernes vaner, er styrketræning og konditionstræning de motionsformer, som ifølge undersøgelsen har fået flest nye deltagere fra 2020 til 2025.

Herefter følger pilates, meditation og mindfulness samt vinterbadning, padel, yoga og bassintræning.

Padel har overhalet tennis og er nu den næststørste ketsjeridræt efter badminton.

Tidligere var padel en nichesport for især yngre og midaldrende mænd, men nu spilles det af alle aldersgrupper og begge køn, lyder det i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.

Studiet fra Syddansk Universitet har for første gang også kortlagt børns idrætsvaner.

Ni ud af ti børn op til 14 år er fysisk aktive i deres fritid - langt hovedparten af disse i idrætsforeninger, lyder det.

Ifølge studiet lever halvdelen af børnene dog ikke op til Verdenssundhedsorganisationen WHO's anbefalinger om mindst en times fysisk aktivitet om dagen.

Der er forskel på pigernes og drengenes aktive lege, fremgår det.

Drenge foretrækker især boldlege, lege på hjul og kamplege, mens piger i højere grad leger på legeplads, leger bevægelseslege som fange- eller gemmeleg og leger rolle- eller fantasilege.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT