Tandpastagigant sælger flere tandbørster og øger overskud

26. JUL 2024 • 14:53ERHVERV/POLITIK

Colgate-Palmolive har i andet kvartal øget sit driftsoverskud med 118 millioner dollar, viser regnskab.

Hver tredje solgte tandpasta i verden bliver fremstillet af tandpasta- og sæbeproducenten Colgate-Palmolive.

Selskabet er fredag kommet ud af andet kvartal med et driftsoverskud på 1,1 milliard dollar, hvilket svarer til cirka 7,5 milliarder kroner.

Det viser selskabets regnskab for andet kvartal.

Driftsoverskuddet er øget med 118 millioner dollar sammenlignet med samme periode sidste år.

Samtidig er det på et år lykkedes selskabet at vinde 1,8 procentpoint frem på markedet for ikke-elektriske tandbørster, hvor selskabet i andet kvartal sad på 32,2 procent af verdensmarkedet.

Også på markedet for tandpasta har selskabet vundet et procentpoint frem, så 41,5 procent af markedet det seneste kvartal tilfaldt Colgate-Palmolive.

Samtidig er det lykkedes tandpastaproducenten at løfte omsætningen til 5,1 milliard dollar. I samme periode sidste år var omsætningen 4,8 milliarder dollar.

Dermed overgår selskabet analytikernes forventninger, der forud for fremlæggelsen af kvartalsregnskabet lød på 5,0 millioner dollar ifølge Bloomberg.

Væksten i omsætningen er ifølge selskabet drevet af, at der er blevet solgt flere varer, og at priserne på varerne er øget.

I regnskabet fremgår det også, at Colgate-Palmolive øger sine forventninger til den organiske vækst.

Selskabet venter nu en organisk vækst på mellem 6 til 8 procent. Tidligere lød forventningerne på mellem 5 til 7 procent.

- Vores stærke resultater i dette kvartal og i første halvdel af året øger vores tro på, at vi er i færd med de rigtige strategier, hvis vi skal opfylde vores forventninger om at øge den organiske vækst i 2024, siger Noel Wallace, der er topchef hos Colgate-Palmolive, i regnskabet.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.

Det kan dermed give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT