Spilgiganten Nintendo forventer at sælge færre Switch-konsoller

5. NOV 2024 • 13:57ERHVERV/POLITIK

Nintendos overskud er dykket 61 procent i første halvdel af regnskabsåret i forhold til samme periode i 2023.

Det japanske spilselskab Nintendo skærer i, hvor mange Switch-konsoller selskabet forventer at sælge.

Hidtil har Nintendo forventet at sælge 13,5 millioner Switch-maskiner i det igangværende regnskabsår, som slutter i marts 2025. Nu forventer selskabet at sælge 12,5 millioner.

Det skriver det amerikanske medie CNBC.

Nintendo har samtidig præsenteret sit halvårsregnskab tirsdag. Her fremgår det, at selskabets overskud er faldet 61 procent til 147 milliarder yen, svarende til 6,6 milliarder kroner.

Den håndholdte spillekonsol Nintendo Switch blev lanceret i 2017 og har dermed mere end syv år på bagen.

Ifølge CNBC har Nintendo kæmpet med vigende efterspørgsel på Nintendo Switch, som anses som selskabets flagskibsprodukt.

I første halvdel af det igangværende regnskabsår har Nintendo solgt 4,72 millioner Switch-konsoller. Det er 31 procent færre end i samme periode året før.

I maj annoncerede Nintendo, at der vil blive sat en dato på, hvornår efterfølgeren til Switch vil komme på markedet i det indeværende regnskabsår, som slutter til marts 2025.

I hele det foregående regnskabsår solgte Nintendo ifølge CNBC 15,7 millioner Nintendo Switch-konsoller.

Nintendo står bag populære spilfigurer som Zelda og Super Mario.

I forbindelse med regnskabet skriver Nintendo, at salget af både spil og Switch-konsoller var særligt højt i første halvdel af det foregående regnskabsår.

Her udkom spillet "The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom" og filmen "Super Mario Bros. Movie" havde premiere.

- Der var ingen sådanne særlige faktorer i første halvdel af dette regnskabsår, og med Nintendo Switch, som nu er på sit ottende år siden lanceringen, faldt enhedssalget af både hardware og software betydeligt år til år, lyder det.

Men Nintendo skriver også, at salget af nye titler som "Paper Mario: The Thousand-Year Door" og "The Legend of Zelda: Echoes of Wisdom" voksede støt.

"The Legend of Zelda: Echoes of Wisdom" blev udgivet i september. Ifølge regnskabet er der blevet solgt 2,58 millioner eksemplarer af spillet i regnskabsperioden, som går til og med september.

Det første Zelda-spil udkom i 1986, og der er sammenlagt solgt mere end 140 millioner eksemplarer af de forskellige udgivelser i serien.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT