Sønderjysk industrikoncern må se omsætning og overskud falde
Linak mærker tilbagegangen inden for flere industrier i form af faldende efterspørgsel. Forventer fremgang.
Det kan godt være, at danske medicinalvirksomheder har kronede dage, men andre steder i industrien er billedet knap så rosenrødt.Det gælder blandt andet sønderjyske Linak, der producerer såkaldte aktuatorer, som ved hjælp af hydraulik kan hæve og sænke blandt andet skriveborde, hospitalssenge eller bruges i industrielle robotter.
Virksomheden har tirsdag offentliggjort sit seneste årsregnskab, og det viser en omsætningstilbagegang på lidt over en halv milliard til 4,1 milliarder kroner.
På bundlinjen er overskuddet svundet fra 395 millioner kroner til 318 millioner.
Af ledelsesberetningen fremgår det, at Linak blandt andet har været ramt af de store lagre, som kunderne opbyggede i forbindelse med forsyningssituationen under og efter corona.
De har skullet afvikles igen, og derfor er der ikke strømmet nye ordrer til i samme omfang som tidligere.
Samtidig har en række industrier og landbruget været ramt af tilbagegang, og det har også påvirket efterspørgslen.
Men Linak forventer, at tingene vender i det igangværende regnskabsår, og at omsætningen vil blive øget med mellem 3 og 5 procent.
Blandt andet af den grund - og for at være klar, når vendingen sker - har man valgt ikke at fyre nogen funktionæransatte trods tilbagegangen.
Linak er en familieejet virksomhed, der for alvor fik vinger i 1970'erne under ledelse af Bent Jensen, og som i dag beskæftiger knap 2500 ansatte.
Jensen-familien er i Økonomisk Ugebrevs seneste opgørelse af Danmarks rigeste familier rangeret som nummer 17 med en samlet formue på 13,6 milliarder kroner.
Det er en tilbagegang på 700 millioner kroner i forhold til 2023.
I opgørelsen er Linak-koncernen værdisat til 15,9 milliarder kroner. Jensen-familien ejer de 90 procent af aktierne, mens 10 procent er placeret i en fond.
Bent Jensens holdingselskab har for nylig sammen med Danfoss-familien Clausen investeret i Nordborg Resort, en feriepark med i alt 440 huse, der ligger på det nordlige Als, og som åbner næste år.
/ritzau/