KØB ABONNEMENT

Signe Munk sygemeldt fra Folketinget i fire måneder

ERHVERV/POLITIK • 3. NOV 2026 • 14:17

SF's Signe Munk er sygemeldt med stress. Den tidligere minister er væk fra Folketinget indtil den 28. februar.

SF's Signe Munk, der tirsdag i sidste uge valgte at udtræde af regeringen som by-, land- og transportminister, er sygemeldt fra Folketinget i fire måneder.

Det oplyser Folketingets formand, Henrik Frandsen (M), forud for tirsdagens spørgetime.

I meddelelsen oplyser formanden, at Signe Munk vil være på sygeorlov frem til den 28. februar.

36-årige Signe Munk valgte at trække sig på grund af stress, og understregede i forbindelse heraf, at det ikke er et farvel til politik, men et spørgsmål om "bedre balance i livet".

Hendes stedfortræder i Folketinget er SF's Nils Brøgger Jakobsen.

Han er tirsdag indtrådt som suppleant for Signe Munk, og får tildelt ordførerskaber inden for klima, energi, forsyning og forskning.

Han er tidligere kampagneleder i SF, og han kommer fra en stilling som seniorrådgiver i SF

Desuden bliver Niels Brøgger Jakobsen formand for skatteudvalget.

Posten som by-, land- og transportminister varetages nu af partifællen Karina Lorentzen Dehnhardt, som blev præsenteret foran Amalienborgs Slotsplads i den forgangne uge.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sendte Signe Munk ud af regeringen med pæne ord.

- Signe er en dygtig politiker, et helt utroligt sympatisk menneske og en meget ordentlig kollega. Desværre kunne helbredet ikke følge med. Det kan ramme alle, lød det i et opslag på statsministerens Instagram-profil.

Signe Munk har i en lang årerække været en definerende kræft i SF.

Hun blev valgt som næstformand for partiet i 2014, hvor SF stod i en stor krise.

Siden har hun været i et tæt samarbejde med partileder Pia Olsen Dyhr i SF's genrejsning til et regeringsparti.

Ved regeringsdannelsen i sommer kulminerede Signe Munks karriere, da hun blev udnævnt til minister.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT