Grønlandsk minister beskylder parti for læk om USA-aftale
Naleraq har delt fortrolig information fra Grønlands regering om USA-aftale, lyder anklage fra Múte B. Egede.
Den grønlandske regering beskylder oppositionspartiet Naleraq for at have offentliggjort fortrolig information om forhandlingerne om sikkerheds- og forsvarsaftalen mellem USA, Danmark og Grønland.Det fremgår af et svarnotat afgivet af minister for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer Múte B. Egede (IA) i forbindelse med, at sikkerhedsaftalen skal til endelig afstemning i Grønlands parlament, Inatsisartut, tirsdag.
Den fortrolige information skulle være blevet offentliggjort i en mindretalsudtalelse i en betænkning, der kan findes på Inatsisartuts hjemmeside.
- Naleraq offentliggør med partiets mindretalsudtalelse fortrolig information, som Naalakkersuisut (Grønlands regering, red.) har delt med Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg i et møde bag lukkede døre.
- Det er ikke blot et brud på udvalgets skærpede fortrolighed i håndteringen af information, men også et brud på den tillid, der bør være mellem Naalakkersuisut og Inatsisartut i samarbejdet om Grønlands udenrigspolitik, skriver Múte B. Egede i svarnotatet.
Ifølge ham kan det føre til "skade på Grønlands troværdighed internationalt".
Det fremgår ikke, hvad den fortrolige information omhandler.
I Naleraqs mindretalsudtalelse lyder det blandt andet, at partiet har taget notater fra et orienteringsmøde, hvor det ifølge partiet er blevet oplyst, at den grønlandske regering "forsøgte at opnå betaling fra USA, men uden resultat".
Det afviser Múte B. Egede i sit svarnotat.
- Aftalen er resultatet af det forhandlingsklima, den er forhandlet i, og den virkelighed, der omgiver os.
- Med den forståelse har Naalakkersuisut ikke forsøgt at opnå direkte betaling fra USA for forsvaret af Grønland, skriver han.
Senere i udtalelsen henviser Naleraq igen til sine egne notater fra orienteringsmødet. Her skriver Naleraq, at sikkerhedsaftalen vil "kræve betydeligt flere midler til udenrigsområdet".
- Grønland påtager sig dermed forventede merudgifter uden sikret direkte betaling, står der i mindretalsudtalelsen.
Naleraq har løbende udtalt kritik, siden aftalen blev underskrevet i New York mellem USA, Danmark og Grønland 22. september.
Oppositionspartiet, der fik 24,5 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2025, har blandt andet også ønsket, at aftalen kommer til folkeafstemning.
Når aftalen skal til andenbehandling og afstemning i Inatsisartut tirsdag efter middag dansk tid, ventes aftalen at blive stemt igennem, da Grønlands regering har flertal i parlamentet.
Sikkerhedsaftalen træder først i kraft, når den er godkendt i både Grønland og Danmark. Folketinget skal stemme om aftalen 19. november.
RITZAU
