Grønland klar til at ratificere USA-aftale efter markante Trump-meldinger
Det er midtvejsvalget, som har fået Donald Trump til at skrue op for Grønlandsmeldingerne, mener Lars Løkke.
Forsvarsaftalen mellem USA, Grønland og Danmark behandles tirsdag i Grønlands parlament, Inatsisartut, hvor den ventes endeligt vedtaget.Når aftalen er godkendt i Nuuk, skal Folketinget 19. november tage stilling til den, så den kan træde i kraft.
Ratificeringsprocessen sker, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, de seneste uger i forbindelse med midtvejsvalget har udlagt teksten, som om Danmark har foræret Grønland til USA.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) læser meldingerne som led i Trumps forsøg på at sikre Republikanerne en sejr ved det amerikanske midtvejsvalg, der finder sted tirsdag 3. november.
- Der er stor tilfredshed med den aftale alle steder, og så kan jeg godt se, hvad Trump har sagt på nogle vælgermøder, og det skriver jeg ind i midtvejsvalget og Trumps måde at kommunikere på.
- Der er ingen af dem, som vi laver aftaler med, og jeg var i USA i sidste uge for at underskrive en anden aftale, der er i tvivl om, hvad vi har aftalt, siger Lars Løkke Rasmussen, som mandag aften landede i USA.
Forsvarsaftalen blev underskrevet i New York 22. september. Den er resultatet af en diplomatisk proces, der blev søsat i januar, efter at Trump igen havde sagt, at han ville overtage Grønland.
I Forsvarsaftalen, som er en opdatering af en aftale fra 1951, er der udpeget to steder, Narsarsuaq og Mestersvig, hvor amerikanerne har planer om at etablere militære baser.
Amerikanerne har endnu ikke afsløret konkrete planer.
- Den aftale skal omsættes, og der har vi til gode at se præcis, hvilke dispositioner amerikanerne har. Hvis du lytter til præsidenten, så vil der lige om lidt være massive militære investeringer, men det er ikke noget, vi har konkret viden om, siger Løkke.
Donald Trump har blandt andet lørdag delt et billede på sit sociale medie Truth Social, hvor Grønland er en stor landingsbane eller militærbase.
- Jeg tænker, at det er noget kommunikation til MAGA-basen (Trumps vælgere, red.), siger Løkke.
Partierne i den grønlandske koalitionsregering vil stemme for Forsvarsaftalen, som dog kritiseres af Naleraq.
Oppositionspartiet mener ifølge det grønlandske medie KNR, at det burde være sikret i aftalen, at USA lægger penge i den grønlandske landskasse, og at grønlandske virksomheder skal servicere de planlagte amerikanske baser.
Naleraq kritiserer desuden, at det ikke i tilstrækkelig grad er sikret i aftalen, at USA skal rydde op efter sig i Grønland.
Den danske regerings udlægning af aftalen er omvendt, at det netop er sikret, at USA har et ansvar for miljøet og oprydning, som landet ikke havde med 1951-aftalen.
RITZAU
