Resterende poster er uddelt på færre udvalg i Folketinget

10. JUN 2026 • 14:21ERHVERV/POLITIK

De resterende poster i Folketinget er uddelt på 20 udvalg, som er færre end tidligere, hvor der var 30.

Folketinget nedsætter de resterende udvalg, som er kommet på plads efter regeringsdannelsen i sidste uge som følge af folketingsvalget i marts.

Folketinget har nu nedsat 20 stående udvalg. Antallet er ændret fra de tidligere 30 udvalg, hvilket i praksis betyder, at nogle udvalg er sammenlagt.

Det fremgår af Folketingets hjemmeside.

Mohammad Rona (M) bliver formand for Udlændinge- og Integrationsudvalget, mens Amanda Heitmann (V) bliver næstformand.

Allerede i april fordelte det nye Folketing posterne midlertidigt i tre centrale udvalg, mens regeringsdannelsen lod vente på sig.

Det drejede sig om Det Udenrigspolitiske Nævn, Europaudvalget og Finansudvalget.

Der er dog blevet byttet om på visse poster siden.

SF'eren Karsten Hønge er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn med Troels Lund Poulsen (V) som næstformand.

Finansudvalget skal ledes af Enhedslistens Victoria Velasquez sammen med Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti.

Formand for Europaudvalget bliver nyvalgte Malte Larsen (DF), og næstformand er Sophie Hæstorp Andersen (S).

Formand for Retsudvalget bliver Jens Meilvang fra Liberal Alliance, mens nyvalgte Morten E.G. Brautsch (M) bliver næstformand.

Da der er blevet skåret ti udvalg fra, betyder det, at flere udvalg er blevet sammenlagt.

Det gælder blandt andet Udenrigsudvalget og Forsvarsudvalget, der er blevet lagt sammen til Udenrigs- og Forsvarsudvalget, samt Sundheds- og Ældreudvalget, der består af det tidligere Sundhedsudvalg og Ældreudvalg.

Søren Gade (V), der har været formand for Folketinget siden 2022, har længe varslet, at han vil sænke tempoet på Christiansborg - blandt andet ved at skære ned på antallet af faste udvalg.

Han sidder som formand for Folketinget frem til tingets åbning af næste folketingsår til oktober.

Til den tid ventes Henrik Frandsen (M) at overtage pladsen som formand for Folketinget, idet han er indstillet af regeringens partier og har et flertal bag sig.

Folketingets partier er repræsenteret i de forskellige udvalg efter størrelse. Det er et krav ifølge Grundloven, så udvalgene afspejler sammensætningen i Folketingssalen.

For blandt andet at tage hensyn til de mindre partier går partier typisk sammen i valggrupper, når udvalgene skal sammensættes.

I udvalgene behandles de lov- og beslutningsforslag, der hører til udvalgets område.

Hvert udvalg har tilknyttet en udvalgssekretær og en udvalgsassistent fra Folketingets Administration.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT