Regeringspartier opgiver krav om at lempe regel for unges statsborgerskab

10. JUN 2026 • 11:16ERHVERV/POLITIK

Tre af fire regeringspartier ønskede en lempelse, men forslaget kom ikke med i regeringsgrundlaget.

Tre regeringspartier talte før valget for at gøre det lettere at få statsborgerskab for unge født og opvokset i Danmark.

Men SF, De Radikale og Moderaterne må sande, at de ikke kom igennem med det under forhandlingerne om at danne en ny regering. Det accepterer De Radikale.

- Det er en af de ting, vi har givet afkald på. Det er klart. Det har været vores politik tidligere. Nu er vi indtrådt i en regering, hvor det ikke er noget, vi har kunnet få med. Det må vi acceptere, siger udlændingeordfører Magnus Georg Jensen (R) til Politiken.

Unge under 18 år har tidligere kunnet få dansk statsborgerskab automatisk ved en simpel erklæring, men nu er den eneste vej at blive optaget på et lovforslag.

SF's nye indfødsretsordfører, Kirsten Normann Andersen, siger, at det var en hård grænse for et af partierne, hvilket kun kan være Socialdemokratiet, da de andre tre partier i regeringen gerne ville lempe reglerne.

- Jeg sad ikke med ved forhandlingerne, men alle fire regeringspartier har haft nogle røde linjer. Det her var en af dem for et af partierne. Og derfor kom det ikke med, skriver hun i en besked til Politiken.

Moderaterne sad med i den forrige SVM-regering, som samlet set var imod at lempe, men partiet argumenterede alligevel for at lempe unges vej til statsborgerskab.

For at opnå dansk statsborgerskab skal man opfylde en række betingelser.

Man skal blandt andet have permanent opholdstilladelse, bestå en indfødsretsprøve, have ni års uafbrudt lovligt ophold og have været i fuldtidsarbejde i en længere periode.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT