Mette Frederiksen efter møde med Zelenskyj: Vi skal øge støtten

9. JUN 2026 • 16:30ERHVERV/POLITIK

Statsministeren er tirsdag i Tallinn for at drøfte forsvarspolitik med statsledere fra Norden og Baltikum.

Det er snart fire et halvt år siden Ruslands fuldtonede invasion af naboen Ukraine, og Danmark samt en række lande verden over har i de år støttet ukrainerne med blandt andet våben.

Støtten skal ikke stoppe, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

- Vi skal øge støtten til Ukraine og øge presset på Rusland, udtaler statsministeren på X uden at uddybe, hvordan støtten skal øges yderligere.

Meldingen kommer, efter det hun kalder "vigtige diskussioner" med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Tallinn i Estland.

Her har statsledere fra de nordiske og baltiske lande haft møde tirsdag i regi af NB8, som netop består af nordiske og baltiske lande.

Zelenskyj har også deltaget i mødet, hvor et tættere forsvarssamarbejde i Norden og Baltikum var på dagsordenen.

På grund af folketingsvalget har der de seneste måneder været ganske stille omkring de danske bidrag til Ukraine.

Men den nyudnævnte forsvarsminister, socialdemokraten Jeppe Bruus, kom i sidste uge ind på emnet i forbindelse med regeringsdannelsen og ministeroverdragelsen i Forsvarsministeriet. Her afløste han Venstres formand, Troels Lund Poulsen, på posten.

I sin tale sluttede Jeppe Bruus således med at slå over i engelsk for at sende en "særlig hilsen" direkte til Ukraine.

- Jeg ser virkelig frem til et meget tæt samarbejde. Danmark står fast på sin støtte til Ukraine.

- Jeg vil som ny forsvarsminister fortsætte den tætte dialog og forsøge at leve op til min forgængers arbejde, sagde Jeppe Bruus.

Ukraine fyldte generelt også meget i talerne fra Forsvarsministeriets departementschef og Troels Lund Poulsen.

Og Jeppe Bruus pointerede, at ministerskiftet ikke betyder en ændring i den danske støtte til Ukraine.

Jeppe Bruus takkede også Troels Lund Poulsen for arbejdet i Forsvarsministeriet.

- Der kan ikke roses og takkes nok for den indsats, som har betydet utroligt meget for vores land.

- Der er nok at tage fat på. Det er åbenlyst, at kampen for et frit, uafhængigt Ukraine skal fortsættes, sagde Jeppe Bruus blandt andet.

Det er stats- og regeringsledere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen, som deltager i NB8. Estland har NB8-formandskabet i 2026.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT