Færdselsstyrelsen har givet Tesla lov til at rulle køresystemet FSD Supervised ud til danske bilister.
Omkring 95.000 biler af mærket Tesla kører rundt på de danske veje, og af dem har cirka 30.000 den hardware, der kræves for at bruge køresystemet FSD Supervised.Det estimerer bilejerorganisationen FDM i en pressemeddelelse tirsdag.
Systemet kan blandt andet hjælpe bilisten med at accelerere, bremse, styre og skifte vognbane.
Estimatet fra FDM kommer, efter at elbilselskabet har fået grønt lys af Færdselsstyrelsen til at rulle systemet ud til danske bilister.
Tesla har på den sociale platform X skrevet, at det bliver tilgængeligt for danskerne "snart".
Tidligere tirsdag meddelte Færdselsstyrelsen, at FSD Supervised havde modtaget en foreløbig godkendelse til brug i Danmark.
I samme omgang gjorde styrelsen det klart, at hvis man vil bruge systemet, er det vigtigt at huske, at systemet ikke gør en bil selvkørende.
Derudover skal man være opmærksom på, at man som fører er ansvarlig for køretøjet, også hvis det ender i en færdselsulykke. Derfor skal man hele tiden være klar til at tage over.
Styrelsen overordnede vurdering er dog, at systemet vil medvirke til at øge færdselssikkerheden.
Helt så skråsikker er man ikke hos FDM.
Torben Lund Kudsk, der er politisk chef i organisationen, opfordrer de danske myndigheder til at holde øje med ulykker, der involverer de bilister, der gør brug af systemet, i den kommende periode.
På den måde kan man finde ud af, om sikkerheden kan leve op til forventningerne, siger han i et interview med Politiken.
Ifølge FDM kommer det til at koste 750 kroner om måneden at få adgang til det.
Den danske godkendelse er foreløbig, fordi det stadig mangler at få en endelig godkendelse fra EU-Kommissionen.
Hvis EU-Kommissionen ender med at vende tommelfingeren nedad, bliver foreløbige godkendelser ugyldige efter seks måneder, og den danske godkendelse frafalder.
I Holland modtog systemet en foreløbig godkendelse af myndighederne den 10. april i år.
Det er den hollandske godkendelse og baggrunden for den, som Færdselsstyrelsen har lagt sig op ad og accepteret.
/ritzau/