Regionsrådsformand vil i Folketinget for Socialdemokratiet

20. MAR 2023 • 19:29ERHVERV/POLITIK

Heino Knudsen, der er regionsrådsformand i Region Sjælland, er blevet indstillet som folketingskandidat for S.

Den socialdemokratiske kredsbestyrelse i Guldborgsund har mandag aften indstillet til, at regionsrådsformand Heino Knudsen vælges som kredsens nye folketingskandidat.

Indstillingen sker med støtte fra den socialdemokratiske byrådsgruppe i kommunen.

Det skriver kredsen i en pressemeddelelse sendt til Ritzau.

Siden 2018 har Heino Knudsen været regionsrådsformand for Region Sjælland.

Han har dog ikke tænkt sig at stoppe som regionsrådsformand her og nu.

- Jeg vil fuldt ud fortsætte mit nuværende arbejde for Region Sjælland som regionsrådsformand frem til næste regionsrådsvalg i 2025, hvor vi skal have en ny socialdemokratisk spidskandidat klar i Region Sjælland, siger Heino Knudsen i pressemeddelelsen.

Som folketingskandidat i kredsen ville han skulle afløse Thorkild Holmboe-Hay, der har valgt ikke at genopstille. Han opnåede ikke valg ved folketingsvalget i november sidste år.

- Jeg vil gå til opgaven med stor energi, ydmyghed og engagement, og jeg håber på medlemmernes opbakning på næste generalforsamling, siger Heino Knudsen.

- Vi har rigtig gode fremtidsmuligheder i vores landsdel, og det vil være en stor ære at arbejde for at realisere disse muligheder som borgernes repræsentant i Folketinget.

Heino Knudsen skal vælges på en kredsgeneralforsamling, før han officielt er ny folketingskandidat.

- Heino Knudsen har gennem sit lederskab af regionsrådet vist store politiske evner, engagement, flid og stor samarbejdsevne, siger kredsformand Bjarne Petersen i pressemeddelelsen.

- Det er vores håb og ønske, at vi med Heino som folketingskandidat kan få disse kompetencer repræsenteret på Christiansborg efter næste folketingsvalg.

Ved seneste kommunalvalg i 2021 fik Heino Knudsen over 50.000 personlige stemmer.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU