Spar Nords topchef fratræder efter Nykredits opkøb af banken

28. MAJ 2025 • 12:26ERHVERV/POLITIK

Det er planen, at Nykredit vil afnotere sin nyerhvervelse - banken Spar Nord - fra børsen efter opkøb.

Nykredits ventede opkøb af banken Spar Nord er nu blevet endeligt gennemført.

Det oplyser Nykredit i en børsmeddelelse onsdag.

Som led i overtagelsen fratræder både topchef Lasse Nyby og bankdirektør John Lundsgaard deres stillinger i Spar Nord. Det sker seneste den 30. juni.

Ledelsen af Spar Nord bliver i stedet en del af det samlede bankområde i Nykredit.

Den endelige overtagelse er en formalitet, da Nykredit for godt en uge siden fik den sidste godkendelse fra konkurrencemyndighederne.

For aktionærerne i Spar Nord betyder det, at handlen er gået igennem, og at de har fået betaling for deres aktier.

- Jeg har set frem til at byde alle i Spar Nord - både kunder og kolleger - velkommen som en del af Nykredit-koncernen, siger koncernchef Michael Rasmussen i meddelelsen.

- Nu hvor handlen er gennemført, vil vi bruge den kommende tid på at lære hinanden bedre at kende. Meget vil derfor være som hidtil for både kunder og kolleger.

Det er planen, at Spar Nord skal afnoteres fra børsen på sigt.

Det var i december, at det blev meddelt, at Nykredit havde lagt et købstilbud på Spar Nord. Tilbuddet værdisatte Spar Nord til 24,7 milliarder kroner.

I februar godkendte Finanstilsynet handlen, og for godt en uge siden var der også grønt lys fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Myndighederne har brugt tid at kigge på, om overtagelsen af banken ville hæmme konkurrencen betydeligt på bank- eller realkreditmarkedet.

Jakob Hald, der er direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, sagde for godt en uge siden, at myndighederne særligt har været opmærksomme på forbindelsen mellem realkreditmarkedet og bankmarkedet.

Han peger på, at en tilsagnsaftale med Nykredit fra 2024 har reduceret barriererne for at træde ud af det såkaldte Totalkredit-samarbejde.

I september 2024 gik Nykredit med til at ændre vilkårene i sit Totalkredit-samarbejde, så banker fremover kunne skifte leverandør af realkreditlån uden at miste provision på allerede formidlede Totalkredit-lån.

Nykredit og Spar Nord vil sammen udgøre den tredjestørste bank i Danmark kun overgået af Danske Bank og Nordea.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT