Regeringen vil afsætte trecifret millionbeløb til psykiatriforskning

22. OKT 2025 • 08:45ERHVERV/POLITIK

Flere penge til forskning skal bidrage til viden og tiltrække flere læger, sygeplejersker og andre.

Regeringen foreslår, at der bliver sat 660 millioner kroner af på forskningsreserven til psykiatriforskning i årene fra 2026 til 2029.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet, hvor det fremgår, at pengene skal skabe viden om, hvordan man bedre kan forebygge psykiske lidelser og styrke hjælpen til dem, der rammes af psykisk sygdom.

- Vi har for eksempel brug for mere viden om, hvordan vi bedre kan hjælpe de mange børn og unge, som mistrives psykisk, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Det store millionbeløb skal understøtte den samlede tiårsplan for psykiatrien, som regeringen og et bredt flertal af partierne indgik aftale om i maj.

Aftalen skal skabe en stærk psykiatri og sikre, at mennesker med psykiske lidelser kan få tidligere og hurtigere hjælp og bedre behandling på og uden for sygehusene.

Aftalen tilfører psykiatrien 4,6 milliarder kroner ekstra årligt de kommende år.

Håbet er, at de ekstra forskningsmidler også vil bidrage til at gøre psykiatriområdet mere attraktivt for læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, hvor der mangler arbejdskraft.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT