Peter Orry stopper som chefredaktør hos JFM
Et samarbejde med Berlingske Media medfører, at der skal indføres en ny ledelsesstruktur hos JFM.
Peter Orry stopper som ansvarshavende chefredaktør for mediehuset JFM.Det bekræfter han over for MediaWatch.
Mediet skriver desuden, at det fremgår af et nyhedsbrev, som er blevet sendt ud internt til medarbejdere i JFM onsdag.
Tidligere i oktober blev det meldt ud, at JFM, tidligere Jysk Fynske Medier, og Berlingske Media indgår et samarbejde.
Det indebærer, at Berlingske Medias ejer, norske Amedia, overtager 30 procent af aktierne i JFM, som samtidig får 30 procents ejerskab af Berlingske Media.
Samarbejdet betyder, at der skal indføres en ny ledelsesstruktur i toppen af JFM, skriver MediaWatch.
Den indebærer, at der fremover også skal være en finansdirektør, og at rollen som administrerende chefredaktør ændres til en rolle som nyhedsdirektør. Rollen som ansvarshavende flyttes ud til chefredaktører på de enkelte udgivelser.
Hidtil har JFM's direktion foruden Peter Orry bestået af topchef Jesper Rosener og viceadministrerende direktør Bjarne Munck.
Ifølge MediaWatchs oplysninger skal Peter Orry ikke varetage den kommende rolle som nyhedsdirektør. Men ifølge mediets oplysninger bliver han i koncernen i en anden rolle.
Som led i aftalen skal Berlingske fremover levere indhold til JFM's landsdækkende udgivelse, Avisen Danmark.
Jesper Rosener har tidligere oplyst til MediaWatch, at erhvervsmediet Erhverv+ lukker. Fremover skal erhvervsdækningen samles i JFM's øvrige udgivelser.
Det betyder, at der er blevet nedlagt stillinger på Avisen Danmark og på Erhverv+.
Ifølge Jens Bertelsen, som indtil nu har været erhvervsredaktør på Avisen Danmark, er alle redaktionelle medarbejdere på Avisen Danmark blevet opsagt. Det har han skrevet på LinkedIn.
64-årige Peter Orry har været ansvarshavende chefredaktør på JFM siden 2017. Før han blev ansvarshavende for alle koncernens udgivelser, delte han ansvaret med Troels Mylenberg.
Peter Orry sidder desuden i bestyrelsen hos både Radio IIII og Ritzau.
/ritzau/